Nu begynder det...

Så er jeg i Sydney igen, men kun for en kort bemærkning. I morgen går turen til Nevertire og to ugers arbejde på en farm. Nu er in rejse for alvor gået i gang. Jeg har sagt farvel tilfamilien i Canberra, kufferten er sendt hjem til Danmark, togbilletten for de næste 2mdr.er købt og jeg er helt klar til at komme ud at se en masse. Men også lidt nervøs, 2 mdr. alene er lang tid og man kan hurtigt komme til at føle sig lidt alene. Men på den anden side så går 2 mdr. også stærkt og før jeg ved af det er jeg tilbage i Danmark.

I dag har jeg tilbragt i Sydney som jeg ikke har besøgt siden september måned. Dengang var det køligt og ikke vejr til at bade i havet, så det ville jeg lave om på denne her gang. Troede jeg. Allerede da jeg kiggede ud ad vinduet i morges så det køligt ud og da jeg kom over til Manly Beach viste det sig da også at stranden var lukket på grund af høje bølger. Kun surferne var ude. Men jeg nød det alligevel, det var lunt i vejret, omkring 20 grader og jeg gik en tur ud til et lille område hvor man har forsøgt at bevare områdets naturlige planter. Der var rigtig hyggeligt og ikke mange mennesker, så jeg satte mig på en bænk og nød udsigten over stranden og surferne. Senere tog jeg færgen tilbage til operahuset og gik en tur i den ældste del af Sydney kaldet ”The Rocks”. Det hedder sådan fordi bydelen oprindeligt er bygget på klipperne, selvom det ikke er til at se mere.  Det er dog stadig et hyggeligt område, med de gamle huse og frugt/grøntsags/loppemarked i de smalle gader.

Nu er jeg tilbage på hostelet, har lavet aftensmad, madpakke til i morgen og snart har jeg også været i bad. Så nu er jeg vel egentlig klar til i morgen tidlig hvor jeg hopper på bussen og toget mod Nevertire og livet i outbacken.

Update følger og billeder kommer når jeg har tømt kameraet.

Ha det godt så længe!

Broken Hill

Mandag d. 12/12 hoppede jeg på toget mod Sydney, for at starte en lang tur til Broken Hill. Det tager 4,5 time at komme fra Canberra til Sydney, så jeg ankom først sent om aftenen og tog derfor direkte ud for at finde mit hostel hvor jeg skulle overnatte. Tidligt tirsdag morgen, kl. 7.00 kørte toget til Dubbo, hvorfra jeg skulle skifte til en bus mod Broken Hill. Det var en meget, meget lang tur. Broken Hill ligger 1150 km fra Sydney, så kl. 23.15 ankom jeg til en meget mørk by. Eller i virkeligheden var klokken kun 22.45 i Broken Hill fordi de i protest har valgt at være på Central-time, som er 0,5 time bagefter Eastern-time som resten af Østaustralien er på.

I Broken Hill havde jeg booket en seng på et hostel og da jeg ankom så sent listede jeg ind på værelset for ikke at vække eventuelle andre, og uden at tænde lyset fik jeg fundet min toilettaske frem. Da jeg kommer tilbage til værelset er jeg nødt til at tænde lyset for at finde mit nattøj og ser så at jeg er den eneste derinde. Alt den listen rundt for ingenting. Dagen efter brugte jeg på at få handlet lidt ind, og gået en lang tur rundt i byen. Og selvfølgelig på at nyde solen. Jeg fik også lejet en cykel for et par dage så jeg lettere ville kunne komme rundt til de ting der lå længere væk.

Torsdag cyklede jeg ud til et sted kaldet ”Living Desert” som er et fredet naturområde hvor man dels kan opleve den oprindelige natur og dels er der 12 kunstnere fra forskellige lande som har hugget 12 stenfigurer ud. Disse 12 figurer er placeret på toppen af en af bakkerne i området. Det var rigtig, rigtig varmt da jeg skulle hjem fra naturreservatet og jeg fandt hurtigt ud af at 1 liter vand ikke er nok til 12 km så da jeg kom hjem drak jeg lige yderligere en liter og så hoppede jeg ellers i bad.

Fredag cyklede jeg ud til ”Royal Flying Doctor Service” (RFDS) som yder lægehjælp til et enormt område. Alle folk der bor på en farm i det område de flyver i har mulighed for at få hjælp fra de flyvende doktorer hvis de har behov for det. Derudover stiller RFDS også gratis medicinkasser til rådighed og flyver ud til afsides beliggende landsbyer/gårde og laver læge- og tandlægeklinik en gang eller to om året. Det eneste de kræver til gengæld er at folk har en solid radio/telefonforbindelse, samt et sted hvor lægeflyet kan lande. I Broken Hill har de indrettet et lille museum som fortæller om hele foretagendet som er udbredt over hele Australien, samt de giver rundvisning så man kan se flyet. Fordi jeg var den eneste besøgende da jeg var der, fik jeg lov at komme helt ind i et af flyene som er udstyret med alt hvad lægerne kan tænkes at får brug for. De er forberedt på næsten alt.

Resten af ugen gik med at se et lille museum om byens historie, gå en tur op til minen, som engang var byens hovedindtægtskilde, samt besøge et par af de lokale kunstmuseer med Aboriginal kunst. Selvfølgelig blev der også tid til at nyde solen samt hoppe et smut i byens nybyggede swimmingpool, den dag temperaturen rundede 38 grader. Det var alligevel mere end jeg kunne klare.

Efter en god uge i Broken Hill, var jeg klar til at tage hjem til Canberra hvor den sidste uge ventede inden jeg for alvor skulle forlade min familie der. I Broken Hill mødte jeg nemlig en dame som tilbød mig job i to uger på deres farm, hun skulle bare lige bekræfte med manden derhjemme. Så inden to dage havde jeg fået et nyt job og skal starte allerede d. 28. december.

Der kommer ingen billeder,for de ligger på et usb-stick der er på vej til Danmark...

Merry Christmas

Så blev det alligevel jul i Australien. Det har været den underligste december jeg nogensinde har været igennem, solen har skinnet, det har regnet, det er sommer, der er næsten ingen julepynt. Og alligevel så blev det jul. Det var rigtig, rigtig underligt at vågne op i går d. 24. og vide at der ikke skulle ske noget som helst julet. Jeg besøgte Camilla, fik købt de sidste julegaver, ryddet op og pakket min taske. Men der manglede alligevel noget. For første gang siden jeg kom, ønskede jeg virkelig at være hjemme i Århus, bare lige i juledagene. Men dagen gik da. Om aftenen havde vi Charlottes ven Rob på besøg til aftensmad og senere kørte vi ud til forstaden Forrest hvor det hus i verden med flest tændte julelys ligger. Flere end 330.000 tusind pærer lyser forhaven op, og huset er eferhånden blevet en hel turistattraktion.
I dag d. 25. vågnede vi op til gaver fra Julemanden, og søreme om ikke han havde fundet vej til mig også. Jeg fik både australske flag, en boomerang, australske nødder og et par australske film. Jeg var helt overvældet, det havde jeg ikke regnet med. Omkring frokosttid kørte vi ud til Dereks familie hvor vi skulle holde jul sammen med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg kendte en del af dem i forvejen, men ikke alle. Kort tid efter vi var ankommet startede gavekaos'et. Tre af onklerne stod og læste navne op på gaverne der lå under juletræet, og så fløj der ellers gaver frem og tilbage mellem børn og voksne. Og søreme om der ikke var til mig også. Igen. Dereks forældre havde købt en hat til mig, når nu jeg skal ud at arbejde i outbacken. Og jeg elsker den allerede, jeg slap heller ikke for at have den på under hele middagen.
Julemiddagen bestod af kalkun, skinke, rejer, salat, grønne bønner, kartoffelsalat, coleslaw og julekage og julebudding til dessert. Det var rigtig lækkert det hele, selvom den der julebudding var lidt underlig. Nederst var der en form for bradepandekage, den smagte mest af sukker og så var den lyserød! Oven på kagedelen var der fersken og pære fra dåse, derefter grøn jelly (gele) og øverst flødeskum og hakkede nødder. Det var meget mystisk og meget sødt.
Efter middagen udviklede der sig vandkamp mellem både børn og voksne og børnene blev enige om at lave glidebane. Der var i alt 8 børn mellem 1,5 og 10 år så der var fuld knald på og de hyggede sig. Og selv ikke os der prøvede at holde os udenfor vandkampen slap fri. Vi endte med at være våde allesammen, men med en temperatur på 29 grader så gjorde det nu ikke noget. Det var dejlig forfriskende. Efter vandpjaskeriet vendte vi snuden hjemad med to meget trætte børn og de er for længst faldet i søvn.

I dag var min sidste dag i Canberra, for i morgen rejser jeg til Sydney og derfra videre til Nevertire hvor jeg skal arbejde på en fårefarm de næste to uger. Det bliver helt sikkert en oplevelse.

Ha' det godt

Så er der stemningsbilleder fra julen i Canberra:

Archer, Maddox (fætter) og Zahra

Zahra, mig og Archer ved julelysene

Vi fandt den danske ambassade d.24

Zahra danser til julemusik

Archer åbner gaver fra Julemanden

Julefrokost

Endelig kom dagen hvor den længe ventede julefrokost skulle holdes. Alle de danske au pairs i Canberra var inviteret med, og fredag aften skrev de danske drenge Camilla og jeg mødte i Melbourne tidligere at de gerne kørte 1000 km i løbet af lørdag hvis de stadig var inviteret. Og selvfølgelig var de da det, så ikke længe efter de sidste piger var kommet ankom Benjamin, Magnus og Asbjørn, direkte fra den australske outback. De fik et tiltrængt bad, og så var de også klar til al den gode julemad. I løbet af fredag/lørdag havde alle lavet en på forhånd aftalt ret, så vi endte ud med både flæskesteg, brune kartofler, sovs, frikadeller, tarteletter og rugbrød for blot at nævne nogen af tingene.

Det var virkelig lækkert, og der blev da også gået til fadene. Vi fik dog ikke spist op, selvom vi var 11 mennesker til bords, 6 piger, 3 drenge, samt Charlotte og Derek. Til dessert var der ris a’la mande og selvfølgelig er det Derek der får mandlen, til hans første danske julefrokost. Hvor typisk!

Vi var så heldige med vejret at vi kunne sidde udenfor hele aftenen. På trods af at der var lovet både regn og blæst i området strøg det lige uden om os. Så vi gik faktisk først ind omkring kl. 1 da Derek begyndte at syntes det var synd for naboerne at de skulle høre på os. Vi fortsatte dog bare indenfor. Selvom vi prøvede at være stille, er det ikke nemt når vi nu var 9 personer og væggene i huset er så tynde at man kan høre alt igennem dem. Så Charlotte og Derek fik vist ikke sovet ret meget mere end vi gjorde den nat, men det har vi indhentet i løbet af i dag, søndag. Vi har simpelthen skiftes til at passe børn og tage en lur. Alligevel er vi tidligt på vej i seng. Jeg skal være frisk til i morgen, der skal jeg nemlig af sted. Først mod Sydney, hvor jeg tilbringer en nat inden jeg tager videre med tog og bus mod en by der hedder Broken Hill. Byen ligger ca. 1000 km vest for Sydney og er den eneste større by inden man kommer til Adelaide. Den er som sådan ikke kæmpestor, men jeg glæder mig nu til at komme derind fordi den er så anderledes fra alt hvad jeg tidligere har set. Den er en gammel mineby inde midt i ørkenen og klimaet derinde er helt anderledes end herude mod kysten hvor jeg jo bor. Så nu er rygsækken pakket og solcremen fundet frem og i morgen formiddag hopper jeg på toget. Jeg er hjemme igen om 10 dage, så forvent ikke at høre noget før den tid.

Vi ses!

Camping

Os danske piger her i Canberra har i lang tid snakket om at vi gerne ville på camping ude ved kysten når det engang blev armt nok. Og endelig i sidste weekend tog jeg af sted med Gitte, Joy, Camilla og Annemette. At vi så ikke endte ved kysten er en mindre detalje, men på camping kom vi i hvert fald. Gitte og Joy kom og hentede os tre hjemme ved mig og så fik vi ellers proppet firehjulstrækkeren så fuld som den overhovedet kunne blive. Der var tasker, telt, køletasker og soveposer over det hele, men det lykkedes os da at få lukket dørene til sidst.

Vi kørte ud til et sted kaldet Woods Reserve som ligger syd for Canberra. Det var en primitiv campingplads lige ved en flod, og da vi kom fredag eftermiddag var vi stort set alene derude. Teltet blev slået op på nul-komma-fem, vi fik fundet brænde til bålet og så var vi klar til at campere. Hvis ikke det lige var fordi vi var enormt dårlige til at få tændt op i det bål. Jeg har ikke tal på hvor meget papir/toiletpapir/bark vi smed på bålet for at holde gang i det, men det lykkedes os ikke rigtig at holde gang i det hele aftenen som vi ellers havde drømt om. Men vi skød skylden på regnvejret dagen inden. Det blev dog stadigvæk en rigtig god aften, om end lidt kold til sidst. Lørdag brugte vi på at slappe af i solen (og blive røde), spille kort og køre hen til et nærliggende vandfald. Det var sådan et perfekt sted, et stort vandfald som nærmest bugtede sig ned over klipperne for til sidst at falde lodret ned i floden. Og det blev endnu sjovere da vi fandt ud af at vi kunne klatre på klipperne, op ad vandfaldet. Der skete dog noget mystisk. Camilla og jeg var som de første gået ud i vandfaldet, hvorefter Camilla smed shorts og t-shirt ind til Joy som stadig stod på land. Da vi så skulle hjem var shortsene pist væk og forsvundet. Alt andet var hvor vi havde lagt det, og til sidst var vi nødt til at køre hjem uden dem. Vi er sikre på en kænguru har taget dem, eller vandfaldet, eller en wombat!

Vel tilbage på pladsen besluttede vi os for en eftermiddagslur inden aftensmad og aftenhygge. Og eftersom vi havde fået så meget sol i løbet af dagen, og derfor begyndte at fryse udenfor, besluttede vi os for at tilbringe aftenen i teltet med kortspil og en masse snak. Og så fik vi ellers dagens forskrækkelse. Vi hørte en lyd udenfor teltet og da vi ikke var sikre på hvad det var, holdt vi alle op med at snakke. Lige idet samme kom lyden igen, en rigtig høj ssshh-lyd lige uden for teltdøren. Vi var overbeviste om at det var en slange, og vi var virkelig bange for om den kunne bide sig igennem teltet. Der er ikke noget klammere end slangerne hernede, de er så lange og tykke. Og så er de giftige! Vi fik øje på at teltet ikke var ordentligt lukket og lige idet Annemette rejser sig op for at lukke lynlåsen hører vi lyden igen. Og da er det at det går op for os at det er Camillas luftmadras der har lavet lyde. Nej hvor var vi lettede, og vi turde igen slappe af.

Om natten begyndte det at tordne og lyne helt vildt, og selvom vi var noget bekymrede og kraftigt overvejede at gå over i bilen, så gad vi alligevel ikke. Vi blev i teltet og uvejret gik da heldigvis hurtigt over igen.

Søndag pakkede vi sammen og kørte hjem omkring frokosttid. Vi havde egentlig aftalt at blive lidt længere, men jeg tror vi alle var trætte og bare klar til at komme hjem i bad. Vi lugtede ret meget af røg!

Lidt (eller meget) om Canberras historie

I løbet af min tid har jeg efterhånden været på både National Museum, National Capital Exhibition og War Memorial, som jo alle omhandler Australiens eller Canberras historie. Og af en eller anden grund har jeg kun fået fortalt om National Museum. Så her kommer lige lidt historisk viden om Canberra til alle der gerne vil vide lidt om hvor jeg er.

Australien er jo, som de fleste nok ved, et forholdsvis nyopdaget land, på trods af at The Aboriginals har levet her i mindst 40.000 år! Det første, med sikkerhed dokumenterede, besøg af hvide mennesker fandt sted i 1606 af et hollandsk skib der nåede vestkysten. Men først i januar 1788 bosatte de første hvide mennesker sig der hvor Sydney ligger i dag og oprettede staten New South Wales. Derefter gik det stærkt med at udforske landet og grundlægge nye byer og stater/territorier.  I 1880’erne opstod tanken om at samle Australien som et land og endelig d. 1. januar 1901 blev 6 af staterne erklæret et samlet land, nemlig: Southern Australia, Western Australia, Queensland, Victoria, New South Wales og Tasmanien. I 1911 blev Northern Territory optaget og hele kontinentet var nu et land.

Efter samlingen i 1901 manglede man nu bare en hovedstad. Regeringen blev placeret i Melbourne, men der var i lang tid diskussion om hvorvidt det skulle være Melbourne eller Sydney, de to største byer, der skulle være hovedstad. Til sidst blev man dog enige om et kompromis hvor Melbourne blev udpeget som midlertidig regeringsby indtil man fik bygget en ny hovedstad som til gengæld skulle ligge i New South Wales, men min. 100 mil (160 km) væk fra Sydney. Efter at et hold politikere og journalister havde været rundt og undersøge forskellige mulige placeringer blev man i 1908 enige om den nuværende placering.

I 1910 blev det endelige område for Australiens nye territorium udpeget. Det fik, logisk nok, navnet Australian Capital Territory.

I 1911 blev der udskrevet en international arkitektkonkurrence om at tegne byen og i 1913 blev amerikaneren Walter Burley Griffin udråbt som vinder. Samme år som Canberra blev navngivet og byggeriet startede.  10 år senere var byen endelig ved at tage form, og i 1923 åbnede den første skole, i 1925 indførtes offentlig transport og endelig i 1927 kunne man indvie det første parliamentshus i den nye hovedstad. I starten bestod byen kun af området omkring parliamentshuset og søen, men allerede i 30’erne startede man med at udvide byen og den udvides stadig.

Lidt om stednavne i Canberra:

Da man endelig havde besluttet sig for at bygge en helt ny hovedstad, begyndte arbejdet med at navngive den. Der kom mange gode, og mindre gode forslag frem, blandt andet;

Olympus - For at vise byens storslåethed. Ligesom bjerget Olympen i Grækenland

Captain Cook – Til ære for James Cook som var ekspeditionsleder af den første bosættelse i Australien

Shakespeare – Til ære for “moderlandet” Englands berømte forfatter

Kangaremu – Sammentrækning af ordene Kangaroo og Emu.

Sydmeladperho – Sammentrækning af navnene på datidens største byer, Sydney, Melbourne, Adelaide, Perth og Hobart

Eucalypta – Henviser til de mange eucalyptustræer der vokser i området.

Man besluttede sig dog for navnet Canberra som udspringer af Kamberra eller Nganbirra som på det lokale stammesprog Walgalu betyder ”mødested”. Den dag i dag er rigtig mange forstæder navngivet efter ord/begreber som udspringer fra Walgalu, stammesproget for de Aboriginals der blev fordrevet af de første bosættere i området omkring 1820, blandt andet;

Ginninderra – ”Glimter som stjerner”. Henviser til floden der flød gennem området.

Ngunnawal – Navnet på de oprindelige indfødte i området.

Queanbeyan – Rent vand

Tuggeranong – Udspringer af ”Togranong” som betyder ”kold slette”. Henviser til det flade landskab og de, relativt, kolde temperaturer i vintermånederne.

Archers fødselsdag

Torsdag d. 10/11 var det Archers 4-års fødselsdag, en dag han havde set frem til længe, selvom han dog glædede sig mere til om søndagen hvor vi skulle holde fest for ham. Torsdag var egentlig ikke så speciel, udover at han fik gaver om morgenen og fik lov at tage de mini-muffins med i børnehave som jeg havde bagt med ham dagen inden.

Alt for tidligt søndag morgen kørte vi ud til det sted hvor fødselsdagen skulle holdes. Charlotte havde besluttet at hun ikke gad så mange gæster derhjemme, så hun havde lejet et sted lidt uden for byen hvor der var en masse dyr, som børnene kunne klappe og god plads til at de kunne lege.

Og sikke en god ide. Børnene var underholdt, de fik blandt andet lov at klappe både geder, kaniner, høns, køer, samt de var med til at fodre grisene og køerne. Og selvfølgelig var jeg da med, jeg kunne ikke holde mig væk. Til sidst fik vi lov at give gedekiddene mælk i sutteflasker, de var bare så kære. Og SÅ sultne! Efter frokost, fødselsdagskage og gave-udpakning satte vi kursen hjemad, mod endnu en fødselsdag. Charlotte havde nemlig også fødselsdag søndag, så hendes forældre (Som i øvrigt havde været på uventet besøg siden fredag) havde inviteret sig selv hjem til kage og aftensmad senere på dagen. Der var nogle der var glade da de kørte igen og vi igen havde huset for os selv (og nej det var ikke mig, kun lidt). Det er sådan at Charlottes mor godt kan være en anelse anstrengende i længden, hvilket vi alle tre er enige om. Så efter at have haft dem på besøg hele weekenden var det nu dejligt med lidt fred og ro om aftenen.

Men Archer havde i hvert fald en god dag og fik en hel masse gaver. Så vi har bestemt ikke kedet os den sidste uge. Vi har leget med racerbane, samlet en modelbil, leget med nogle andre biler han fik og malet i malebøger med bil-motiver. Der er vist ingen der er i tvivl om at den dreng elsker biler, og især dem der kan køre stærkt!

Fødselsdag og badetur

For efterhånden en måneds tid siden havde Camilla fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres. Da vi ikke kunne komme ud til hende torsdag på hendes rigtige fødselsdag, valgte vi at udskyde det til fredag hvor vi tog på picnic i parken. Anne Mette og jeg havde om torsdagen bagt en lille kagemand til Camilla og pyntet den rigtig fint som en lille dreng. Desværre kunne den ikke helt holde til varmen i bilen da vi kørte ned til parken. Så glasuren var ret smeltet da vi endelig fandt den frem. Den smagte dog ret godt alligevel.

Dagen efter havde vi besluttet at tage ud til en flod der ligge lidt syd for byen, et sted der hedder Kambah Pool Reserve. Camilla havde, igen, sovet ved mig, så vi kørte over og hentede Anne Mette, der bor lige i nærheden, og Gitte, der bor i det sydlige Canberra, inden vi sammen kørte ud til floden. Ude ved floden fandt vi et dejligt sted med sandstrand hvor vi slog os ned. Selvom Kambah ikke ligger ret langt fra byen, var det ligesom at være ude i outbacken. Der var så stille derude og mens vi sad og snakkede, kunne vi pludselig se en wallaby hoppe rundt på skråningen på den anden side af floden. Efter vi havde været et par timer ved sandstranden og snakket en del, spist madpakker og spillet spil, besluttede vi at tage lidt længere op ad floden til et sted kaldet The Rocks Pool. Deroppe var der mange flere sten og klipper i vandet end det andet sted og vi skulle selvfølgelig liiige ud at dyppe tæerne og klatre lidt på stenene. Det endte med en meget våd Anne Mette som mente at hun da sagtens kunne gå ud til en klippe længere ude i vandet og kravle op på den. Det kunne hun så ikke. Hun gled på de glatte sten og lå pludselig nede i vandet, stadig med shorts på. Det forhindrede nu ikke os andre i stadig at kravle rundt på sten og træer et kvarters tid, inden vi mente at det var tid til at smutte hjemad.

Gitte, Jeg og Camilla i Kambah

Anne Mette i vandet!

Camilla med hendes kagemand/dame

Lazy day

I dag var både Archer, Zahra og jeg trætte efter den lange weekend, så egentlig har vi ikke lavet ret meget andet end at øve os i at flyve ned fra sofaen, spille lidt på ipad, køre ræs i haven med gåvogne, fodre vores onde kanin med gulerødder (Jeps, jeg kan ikke lide den. Den både bider og kradser) og male med vandfarver. Lige indtil vi så et program i fjernsynet hvor de var klædt ud til halloween. Så vi lavede da lige et robotkostume ud af en gammel papkasse inden vi kørte til svømning.

Billeder følger når de er blevet lagt ind.

Og så lige endnu et citat fra Archer:

Konversation mellem Archer og Derek på vej hjem fra børnehaven i fredags:

A: Hvor skal vi hen?

D: Hjem at hente taskerne så vi kan komme til Wombagully

A(pludselig grædende): Jamen hvad så med Sofie? Jeg vil have at hun skal med

D: Selvfølgelig skal hun da med, hende henter vi også

A: Aha hun er altså nede i tasken!

Archer er virkelig en klassiker. Jeg ville sådan ønske jeg kunne huske alt hvad han sagde.

Og nåh ja, Zahra har indtil videre lært to ord, Yes og No. Og begge to udtales med dansk accent. I hvert fald ifølge forældrene. Jeg kan ikke høre det (kun lidt)!

Mødet med hele familien!

I torsdags fik Derek og Charlotte en spontan ide, nemlig at tage på weekendtur til Charlottes forældre i Wombagully. Så fredag eftermiddag satte vi kursen nordpå og 1,5 time efter var vi der. Lige til spisetid. Det var min første tur op til deres hus og samtidig første gang jeg mødte Charlottes far John. De bor virkelig langt væk fra alting, men hvor er der bare fantastisk dejligt derude. De bor på en gård, men stuehuset er helt nybygget for 5 år siden, og virkelig smukt indrettet. Det var faktisk så pænt at man nærmest var bange for at sætte sig i sofaen fordi det ville efterlade mærker!

Lørdag fik jeg en rundvisning på deres jordområde, som ikke er ret stort, men dog stort nok til to heste, en hund, en dam med skildpadder og en frygtelig masse wombats. Især om aftenen da solen var gået ned, så vi rigtig mange wombats gå omkring i skovbrynet og lede efter føde. Lørdag middag kørte vi ud til et sted kaldet Petterson’s Pies hvor man efter sigende kan få Australiens bedste tærter. Selve stedet ligner mest af alt en lidt halvsnusket rasteplads (Hvilket det egentlig også er), men resten af familien var meget begejstrede. Så måske er det bare mig der ikke har forstået konceptet med kødtærter og pølsehorn lavet med fars og butterdej? Jeg kunne i hvert fald komme i tanker om andre ting jeg hellere ville spise. Men det var nu sjovt at prøve. Efter frokost kørte jeg med Charlotte og hendes mor Judith ned for at købe ind. Vi startede hos en enorm grønthandler som bare havde alt i eksotisk frugt og grønt, som jo sjovt nok ikke er eksotisk hernede. Og det er ret morsomt, for alt i den dur er bare større hernede. Det de betegner som små meloner har faktisk normal størrelse. Og da de prøvesmagte en mango og synes den var for sur, måtte jeg altså lige indskyde at det normalt er sådan de smager i Europa. Hvordan en rigtig mango skal smage fandt jeg ud af senere på dagen. Og nøj hvor var det godt, jeg vil virkelig savne alt deres lækre og friske frugt når jeg kommer tilbage. Nåh ja så fik Charlotte og jeg jo også lige en forklaring fra Judith om at hunkønsmeloner er sødere end hankønsmeloner! Samt hvordan man kender forskel på dem. Desværre fandt vi ingen kvindelige udgaver af slagsen. Hjemme igen gik vi i gang med at forberede aftensmaden. Thai-inspireret fiskeret (Og mums det var godt), med ægte australsk dessert, Pavlova bagefter (Og den var bestemt heller ikke dårlig).

Søndag forlod vi Wombagully efter middagstid, efter jeg havde været på skildpaddejagt med Archer og hunden Harley og redet en tur på Twinkletoe, den ene af deres heste. Som i øvrigt er enorm. Dens skulder var højere end mit hoved, jeg troede aldrig jeg ville komme op i sadlen. Men op kom jeg da og sammen med John red jeg en kort tur rundt i området.

Vel hjemme i Canberra nåede jeg lige en kort løbetur inden vi skulle videre til familiemiddag hos Dereks forældre. Og hvilken omvæltning fra det rolige hus på landet. Hvis ikke jeg har skrevet det før, så er Dereks forældre ret specielle. De bor halvdelen af året længere inde i landet, langt væk fra andre mennesker, hvor de driver en opal-mine. Dog uden at de finder noget, indtil videre. Den anden halvdel bor de i Canberra sammen med Dereks ældste søster, som passer byhuset mens de er væk. Udover os var Dereks anden søster og hendes mand og tre børn inviteret. Samt Dereks bedstemor og en ven af huset. Så der var godt fyldt op. Og nøj hvor var de larmende i forhold til hvad vi kom fra. Det var bare kaos fra vi ankom til vi kørte igen. Børn og hunde alle vegne, og så var alle de voksne samtidig enormt højlydte og snakkede rigtig meget. Det var godt nok overvældende, og bare tanken om at jeg skal holde jul med den flok, plus flere andre gør mig helt træt. Ikke fordi de ikke er flinke, de er bare overvældende og spørger om alle mulige underlige ting som jeg ingen anelse har om hvad jeg skal sige til. Hverken på dansk eller engelsk. Så da vi forlod det muntre selskab ved halv otte-tiden var vi alle mere end klar til at komme hjem og bare slappe af og gå tidligt i seng.

En overflod af søde, grimme og hvæsende dyr.

Da jeg var i Melbourne med Camilla for et par uger siden, var vi taget af sted uden egentlig at vide ret meget om byen. Vi havde dog på forhånd snakket om at vi godt kunne tænke os at tage en tur til Phillip Island som ligger 150 km syd for Melbourne. Hovedattraktionen på øen er pingvinerne som ved solnedgang svømmer ind på stranden og bevæger sig op til deres huler længere inde på øen. Og eftersom vi begge var ret vilde efter at se pingvinerne, bestilte vi altså en dagstur som sluttede ved pingvinerne. Men det var skam ikke det eneste vi fik oplevet.

Vi blev hentet om formiddagen ved vores hostel, og så gik turen sydpå. Første stop var et naturreservat med en hel masse wallabies, fugle, kænguruer og sågar en tasmansk djævel og en koala. Det bedste af det hele var at de fleste dyr gik frit rundt så vi fik klappet wallabies og fodret en kænguru. Eller det vil sige, jeg gjorde. Da Camilla forsøgte at komme tæt på den hvæsede den noget så forfærdeligt at vi skynde os væk igen. Der blev vi alligevel lidt bange for den. Herefter gik turen til selve Phillip Island hvor vi besøgte en anden ø, Churchill Island, hvor vi bl.a. så en landmand drive får sammen, med hjælp fra hyrdehunden. Samt man kunne få et indblik i hvordan de første hvide mennesker havde levet på øen engang i 1800-tallet.

Herefter gik turen til stranden og en omgang frisk luft. Hvilket var tiltrængt efter den lange bustur. Desværre var det stadig rimelig koldt, så ikke noget med at dyppe tæerne denne gang. Der var dog alligevel surfere ude og prøve bølgerne af. Efter et kort stop kørte vi videre mod et koala-reservat. Der var helt vildt mange koalaer oppe i træerne, og de er meget større end dem vi har heroppe nordpå. Desværre måtte man ikke røre dem, hvilket jo egentlig er forståeligt nok.

Efter koalaerne var det blevet tid til at køre helt ud på spidsen af øen, som er et fredet område med sæler, voldsomt mange måger og enkelte pingviner så vi da også. Herude var der tid til en lille gåtur rundt mellem klipper (og fugle) inden vi skulle have aftensmad. Da aftensmaden var spist, var det så småt begyndte at blive mørkere og vi kørte derfor straks hen mod den strand hvor vi skulle se pingvinerne komme op af vandet. På vej derhen så vi en del wallabies i det fri, hvilket var ret fascinerende idet jeg indtil nu kun har set dem i reservat eller bur.

Det er sådan med pingvinerne på Phillip Island at man aldrig ved hvor mange der vælger at vende hjem til hulen, idet de godt kan finde på at være i havet et par dage ad gangen. Så vi var meget spændte på hvor mange vi ville få at se. Dagen inden havde der været over 700 på stranden, så det tegnede jo godt. Vi satte os altså til rette på de, dertil indrettede, tilskuerpladser og ventede. Og ventede. Og ventede. Og endelig kom de første pingviner tumlende ud af vandet. Pingvinerne i Australien er ret små, så hver gang der kom en bølge blev de væltet omkuld og nogen gange skyllet ud i vandet igen. Op kom de dog og der kom efterhånden flere og flere. Dog ikke mange. Vi endte vel med at have set 50 pingviner på stranden, det var åbenbart en dårlig pingvin-aften da vi var der. Selv personalet var skuffet.

Efter pingvinvandringen gik turen hjemad mod Melbourne, og heldige som vi var, blev vi som de første sat af bussen omkring midnat og så tumlede vi ellers i seng. Efter en rigtig, rigtig god dag.

En meget træt Tasmansk Djævel

Wombat.

(Og ja den er så grim som den ser ud til. Det er ikke et dårligt billede)

Wallaby

Læg mærke til ungen der stikker hovedet frem fra pungen!

Jeg fodrer lige en kænguru

Melbourne

For et par uger siden holdt jeg forlænget weekend i Melbourne sammen med Camilla. Vi hoppede på natbussen sent onsdag aften og satsede så på at være nogenlunde udhvilede ved ankomst til Melbourne torsdag morgen. Og hey det virkede. På trods af et par kinesere der ikke fattede noget som helst af hvad nummererede pladser er og en buschauffør der flere gange truede med at springe i luften, kom vi til Melbourne, og vi fik endda sovet på vejen.

Torsdag gik vi en tur i St. Kilda hvor vi boede og fik brunch på en hyggelig cafe, vi desværre glemte at komme tilbage til. Nede ved stranden opdagede vi pingviner der lå og gemte sig i deres huler samtidig med at vi kunne nyde udsigten ind over byen. Efter en tiltrængt middagslur bevægede vi os ind mod byen og aftensmad med en amerikansk au pair Camilla havde lært at kende i Sydney. Efter store problemer med at finde hinanden lykkedes det endelig at finde hinanden og vi endte på et meget fyldt sted i Chinatown. Heldigvis var det et godt tegn at der var godt fyldt op, min mad var i hvert fald super. Vel hjemme på vores hostel overvejede vi hvorvidt vi skulle tage bare en enkelt øl med et par norske piger, men vi endte med at være fornuftige og hoppe i seng.

Fredag var store markedsdag. Vi havde sat næsen op efter Queen Victoria Market, som skulle være en enorm markedshal hvor man efter sigende kan købe alt. Og jo det kan man da vist også. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om noget der ikke var til salg derinde. Alting lige fra frugt og grønt til tøj, sko, postkort og meget mere. På vej op til markedet fandt vi tilfældigvis det noget mindre South Melbourne Market som bestemt også var et sted der ikke manglede noget. Den dag vi var der, havde de endda babydyr man kunne klappe. Selvfølgelig var vi da nødt til at gøre det, og så lod vi jo bare som om at nogle af alle de andre børn i indhegningen var med os. Efter at have gået hele vejen ind på markedet (ca. 10 km) samt gået rundt derinde synes vi at det var helt okay at hoppe på sporvognen hjem og lige snuppe en eftermiddagslur (igen!) inden vi ville i byen om aftenen. Og i byen kom vi så sandelig også sammen med et par norske piger. Der var ”nogen” der først kom hjem kl. 5.30 næste morgen. Godt det ikke var mig.

Lørdag havde vi nemlig planer om en heldagsudflugt til Phillip Island, men mere om det i et andet indlæg.

Søndag var afslapningsdag, hvor vi sov længe og bare hyggede. Vi var et smut inde på akvariet, men Camilla fandt ret hurtigt ud af at sådan noget med fisk ikke lige er hende. Selvom de nu havde nogle ret imponerende væsener. Bl.a. gigantiske rokker på op til 4m og japanske kæmpe-krabber som jeg ikke ville være begejstret for at møde i fri natur. Om aftenen stod den på risengrød kogt i sengen. Det er efterhånden ved at blive en hel tradition når jeg er på tur at vi skal lave det. Men pyt det smagte jo godt. Vi havde mødt tre danske drenge på det samme hostel hvor vi var, så de blev da selvfølgelig inviteret på risengrød med kanelsukker, og så gik snakken ellers. Vi endte med at invitere dem med til vores danske julefrokost som vi skal holde i december. Forudsat at det lige passer med deres rejseplaner.

Mandag tilbragte vi hele dagen i bussen på vej hjem, godt udrustet med mad, drikke, musik og bøger. Selvom det var en 8-timers tur så føltes det heldigvis ikke så langt, det var kun de sidste par timer jeg begyndte at glæde mig til at være hjemme igen.

Men da havde jeg også krydset 3 stater i løbet af et døgn nemlig, ”New South Wales”,” Victoria” og ”Australian Capital Territory”.

Pingvin i sin hule

Melbourne skyline

Camilla ved stranden i St. Kilda

Weekend i Sydney

Torsdag d. 29/9 tog jeg til Sydney med Gitte, en anden dansk au pair. Jeg var lidt nervøs for om jeg mon var klar til at tage af sted en hel weekend, det var jo trods alt under 2 uger siden jeg var blevet opereret for blindtarmsbetændelse. Men det viste sig at gå helt fint. Vi havde på forhånd ikke planlagt ret meget udover at jeg gerne ville se Operahuset, Harbour Bridge og måske Bondi Beach hvis vejret var til det.

Vi ankom torsdag formiddag og fandt uden de helt store problemer hen til vores hostel hvor det viste sig at vi skulle dele værelse med 4 andre piger. De var heldigvis enormt søde og vi endte faktisk med at snakke ret længe med dem den sidste aften vi var der og Gitte fortsatte videre i byen med dem. Nå tilbage til torsdag. Eftermiddagen brugte vi på at se Sydney Tower som er 309 m højt og giver et fantastisk blik ud over byen som er enorm i forhold til dansk standard. Fra vandet strækker Sydney sig 70 km mod vest og lige så langt mod nord og syd, og med sine 4,5 mil. indbyggere dækker byen et område ca. 4 gange større end Fyn! Der skulle altså være nok at bruge tiden på mens vi var der.

Fredag var vejret helt fantastisk, så vi hoppede i sommertøjet og tog ud til den berømte Bondi Beach som ikke ligger langt fra byen. Selvom det stadig er forår hernede var der surfere på vandet og jeg kunne da heller ikke dy mig for lige at stikke tæerne i vandet og mærke. Det var lige lidt for koldt til min smag, så jeg tror bare jeg venter et par måneder med at hoppe i, men nu glæder jeg mig endnu mere til det bliver sommer. Efter Bondi tog vi ind til centrum af Sydney hvor vi fik set Operauset, Harbour Bridge og The Rocks (Den ”gamle” bydel). Indimellem fik vi dog også tid til at nyde solen, som vi har savnet i Canberra, og snuppe en lur i den botaniske have.

Lørdag smuttede vi igen ind til centrum og denne dag var vi dovne så vi tog toget ind i stedet for at gå. Målet for denne dag var Darling Harbour som vel egentlig bedst kan beskrives som et promenadeområde. Det er indrettet med legepladser, springvand, græsplæner, shoppingområde samt havn for færgerne der sejler frem og tilbage i Sydney. Jeg havde hørt meget om dette område og om hvor dejligt det var, så jeg var ret spændt på at se det. Og det var da bestemt dejligt, det var nyt og flot med de dejligste grønne områder. Men der var bare alt, alt for mange mennesker. Hvis jeg boede i Sydney ville jeg meget hurtigt fortrække til et roligere område. Men det er måske charmen ved at bo i en storby?

Efter Darling Harbour tog vi videre til Chinatown og et sted kaldet Paddy’s Market som minder meget om Bazar Vest i Århus, bare meget større og overfyldt med kinesere. På dette marked kan man købe alt. Som i virkelig alt. Jeg tror vi brugte et par timer på bare at gå rundt og kigge uden egentlig at få købt ret meget, for hvor kunne man dog få mange underlige ting. Frokosten indtog vi i Chinatown hvor det bestemt ikke er spisesteder der mangler. Hele vejen op langs gaden står der kinesere og forsøger at lokke en ind på lige netop hans/hendes/forældrenes restaurant. Vi lod os lokke med og endte på et sted der var godt fyldt op. Det viste sig at være et godt tegn. Jeg må indrømme at jeg er blevet ret vild med kinesisk/japansk med hernede, det smager så godt og er tusind gange bedre end det man får hjemme i Danmark. Mere af det tak! Vel hjemme på værelset, efter sejltur med færgerne og en god gåtur, ventede en gryde fuld af risengrød som havde stået i høkasse i sengen hele dagen. Mums for en god aftensmad, og heldigvis var der rester til morgenmaden søndag.

Søndag var dagen hvor vi skulle hjem igen og efter en ret kort nattesøvn, især for Gittes vedkommende, kom vi lidt sent ud af døren. Eftersom vi først skulle med bussen kl. 18 havde vi hele eftermiddagen og da vejret var gråt og koldt besluttede vi at det skulle være museumsdag. Vi endte med at besøge det maritime museum og noget de kalder Powerhouse Museum som er et museum for videnskab og design. Især det sidste museum endte med at være ret godt og det var faktisk lidt ærgerligt at vi ikke nåede at se det hele de havde at byde på. Alligevel var vi glade for at kunne sætte os i bussen om aftenen og bare slappe af. Vi var efterhånden ret trætte og der blev ikke sagt meget de sidste par timer af turen. Heldigvis havde Gittes ”mor” lovet at køre mig hjem inde fra bussen af fordi der ikke er offentlig transport ud til mig på weekendaftener og mine egne ”forældre” havde ikke mulighed for at hente mig derinde.

Vel hjemme i Canberra ventede en arbejdsuge på hele 2 dage inden jeg onsdag aften tog til Melbourne med Camilla. Men mere om det senere. Først et par billeder fra Sydney.

Udsigt over Sydney

Gitte og jeg på Bondi Beach

Gitte og jeg foran Operahuset

En dejlig dag

Vi tilbragte hele tirsdag eftermiddag i haven, iført solcreme og solcreme. Solen er allerede begyndt at brænde igennem, så nu er det med at huske på "Slip, Slop, Slap, Seek and Slide", som betyder "Slip on a shirt, slop on sunscreen, slap on a hat, seek shade and slide on sunglasses".
Og det er noget af en kamp når man er 1,5 år og ikke vil have hat på. Det lykkedes dog til sidst at få Zahra distraheret så meget fra hatten at hun faktisk glemte den og til sidst synes den var sjov.
Dagen er bl.a gået med at spille spil, bage kage, male skandinaviske flag, lege racerløb i haven, snakke med kaninen Hop og bygge en sneglestrand i sandkassen. Og indimellem alt det har der også været plads til, frokost, fjernsyn og teatralske grådanfald fra begge børn. Vi har altså nået meget i dag. I morgen står den på legegruppe med en masse andre børn og omkring midnat tager jeg til Melbourne med Camilla. Jubii jeg glæder mig. Det bliver alle tiders tur, sikkert lige så god som turen til Sydney (Update følger senere).
Til sidst vil jeg lige runde af med et par af Archers gudlkorn, han er simpelthen så skæg nogen gange:
"Hende der ligner ret meget din veninde Camilla" (Sagt om Kelly Clarkson i morgen-TV)
"Du kan ikke gå rundt og kilde folk på halsen, du kunne såre deres følelser" (Da jeg kildede Zahra)
Nåh ja så må jeg hellere huske at sige tak til både Mormor og Farmor til pakke og breve. Det var lige hvad jeg trængte til. Nu er der forsyninger til det næste lange stykke tid. Pakken tog ca. 8 dage om at nå herned og brevet hele 15 dage. Jeg gad godt vide hvor det har været henne?

Livstegn

Bare rolig jeg er stadig i live hernede. Der er bare sket så meget de sidste par uger at jeg slet ikke har fået skrevet.
I morgen tager jeg til Sydney og i næste weekend til Melbourne så hvornår næste indslag kommer vides ikke. Men bare rolig det skal nok komme!

AV AV angrebet af en sindssyg fugl!

Som jeg vist nok tidligere har beskrevet har vi hernede nogle ret sindssyge fugle kaldet Magpies. Normalt er de ret fredelige, men i løbet af september og oktober har de unger og vil gøre alt for at beskytte deres rede. Det betyder at hvis man er så uheldig at komme bare i nærheden af træet de holder til i, vil de højst sandsynligt swoope. Det betyder at de i høj fart flyver mod dit hoved, for så at bremse hårdt op og flakse omkring ørerne på dig indtil du er forsvundet fra deres træ. Hvis du er rigtig uheldig angriber de og forsøger at hakke dig i hovedet. Det er dog yderst sjældent at de swooper, og endnu sjældnere at de angriber. Charlotte har da også kun prøvet det en gang mens Derek aldrig har prøvet det. Så hvorfor jeg skulle opleve både at blive swoopet og angrebet på en og samme dag er virkelig en gåde. Torsdag havde jeg besluttet mig for at cykle en tur i det gode vejr. Intetanende cykler jeg derfor langs med vejen og ved siden af en række træer. Pludselig kunne jeg mærke noget flaksende omkring mig, men jeg troede faktisk først det var flappen på min rygsæk. Indtil jeg ud af øjenkrogen kan se en ordentlig krabat af en Magpie. Så var jeg godt klar over hvad der var på færde. Lige efter den havde swoopet mig første gang mente den åbenbart at jeg skulle have høvl, så jeg fik da også lige et hak med næbbet, lige midt i nakken så jeg nu har et fint sår. Og så blev jeg bange. Alt imens jeg forsøgte at holde mig på cyklen og slippe væk blev den ved at forsøge at angribe og det eneste jeg kunne tænke på var hvornår den ville ramme mig igen. Det var rigtig, rigtig ubehageligt og jeg var faktisk nødt til at stå af cyklen og lige få samling på mig selv inden jeg kørte videre. Angrebet stoppede dog ikke min cykeltur og jeg fortsatte. På hjemvejen var jeg nødt til at køre den samme vej, idet det var den eneste mulighed, dog på den anden side af træerne. Så snart jeg nåede til det samme sted på vejen kunne jeg se fuglen, og den kunne tydeligvis også se mig. Altså vidste jeg næsten hvad der var i vente. Denne gang var jeg forberedt, men det gjorde det ikke mindre skræmmende. Tværtimod. Jeg kunne se hvordan fuglen lettede, fløj imod mig og pludselig foldede vingerne ind og suste lige i retning af mit hoved. Jeg blev så bange at min første reaktion var at skrige ad denne her fugl. Og hey det virkede. Et par meter foran mit hoved bremsede den og fløj opad igen. Dog kun for at kunne angribe igen. Dette gentog sig et par gange, mens jeg trådte alt hvad jeg kunne i pedalerne for at komme væk. Aldrig i mit liv har jeg været så bange for en fugl som jeg var i torsdags. Jeg vidste hvor ondt det ville gøre at blive hakket igen, og jeg vidste hvor ubehageligt det er når den basker imod cykelhjelmen og rygsækken.

Resten af turen hjem kørte jeg så stærkt jeg kunne og holdt øje med hvert eneste træ på hjemvejen. Jeg mødte endnu en Magpie på vej hjem og jeg var overbevist om at den ville swoope. Men den nøjedes med at flyve et par meter over mit hoved og bare true. Puha hvor var jeg glad for at komme hjem igen og heldigvis begyndte det senere at regne så jeg ikke behøvede at gå uden for. Lige om lidt skal jeg ud at cykle igen, og for at være ærlig er jeg faktisk lidt nervøs for hvad jeg møder. Men jeg kender ruten og har ikke mødt nogen aggressive fugle de sidste par gange, så jeg krydser fingre og håber.

Det rigtige Australien

Sidste weekend stod jeg overfor en stor beslutning. Skulle jeg tage med de andre piger ud i nationalparken og kigge på kænguruer, koalaer og andre sjove dyr? Eller skulle jeg tage med familien ud at mødes med nogle venner i Tumbarumba, tre timers kørsel ude i ingenting?

Sjovt nok valgte jeg det sidste, selvom jeg var lidt skeptisk. På den anden side ville jeg jo gerne se Australien fra den anden side. Og det kom jeg til. Kun 70 km væk fra Canberra stoppede vi for at tanke bilen op og allerede der på benzintanken stod min forestilling om de australske bonderøve. Enorme 4-hjulstrækkere med kæmpe antenner både på taget og kølerhjelmen, kraftige lygter foran til at lyse op i outbacken og selvfølgelig var de alle sammen iført cowboybykser, skjorter og bredskyggede hatte. Selv børnene. Det grinte vi godt nok meget af, for sådan er der ingen der ser ud inde i Canberra. Da vi kørte videre mod Tumbarumba fik jeg et indtryk af hvor øde Australien egentlig er. Den næste times tid kørte og kørte og kørte vi uden at se et eneste hus, og først da vi endelig begyndte at nærme os Tumbarumba dukkede der små landsbyer op.

Selve Tumbarumba er bestemt også at regne for en landsby. Hovedgaden igennem byen er der hvor alle butikker ligger og derudover var der ikke rigtig andet. Kort efter ankomst og gensynshilsener med venneparret og deres datter på 3, begav vi os imod en, noget anderledes, cafe og noget frokost. Cafeen, kaldet 4 bears, var udsmykket med hundredevis af bamser. Der var bamser overalt på vægge og i loftet og i alle størrelser og farver. Lige noget for børnene. Efter frokost smuttede jeg ud i ”byen” på egen hånd for at udforske lidt mens børnene sov til middag. Jeg fandt byens lille historiske museum, hvor jeg som den eneste besøgende fik mig en god snak med den venlige dame der sad og strikkede og holdt øje. Hun synes det var helt vildt at der kom en fra Danmark helt ud til deres lille by og jeg fik ikke lov at gå før jeg havde skrevet i deres gæstebog. Derudover fandt jeg både kirker, politistation og en biograf, som viste film hver anden søndag! Jo jo med sine 2000 indbyggere er Tumbarumba sandelig hovedbyen i det område. Senere kørte vi ud til en vingård i nærheden, hvor vi fik prøvesmagt både vin og champagne, jeg holdt mig dog til champagnen, inden det gik hjemad mod aftensmad og hygge. Mændene var meget opsatte på at de ville grille og spise ude, men da det dels var meget mørkt, og meget koldt omkring de 8 grader fik vi andre meget hurtigt nedstemt det forslag og sagt at de kunne for vores skyld godt spise ude, vi blev inde.

Søndag kørte vi ud til et vandfald i nærheden samt op til et udsigtspunkt hvorfra vi kunne kigge over mod bjerge med sne på. Den kvindelige halvdel af venneparret, Sara, havde fødselsdag søndag, så selvfølgelig skulle vi da også have fødselsdagskage oppe på den blæsende bakketop. Efter hurtigt at have indtaget denne og på grund af meget koldt vejr besluttede vi at sige farvel og venneparret kørte mod Melbourne mens vi kørte mod Canberra. Inden vi nåede så langt kørte vi dog en tur op i bjergene for at se om vi kunne finde sne. Hverken Archer eller Zahra har set sne før, så naturligvis var, især Archer, meget spændt. Der var dog ikke meget at komme efter, det meste var smeltet og det mindede mest af alt om en regnfuld martsdag deroppe på toppen. Så vi skyndte os at hoppe i bilen igen og køre mod varmere områder.

Trods min skepsis inden vi tog af sted endte det alligevel med at blive en rigtig hyggelig weekend hvor vi bare hyggede og snakkede en hel masse. Et ekstra plus var at vennernes datter på 3 endte med at blive helt vild med mig og proklamerede inden vi skiltes at jeg godt måtte komme at besøge hende engang.

Det eneste minus ved turen var faktisk at vi hverken så kænguruer, koalaer eller wombats. Selvom jeg næsten var blevet lovet at de skulle være derude på landet. Men det må så blive en anden gang.

Hovedgaden i Tumbarumba

Paddys River Falls

Archer og Emma på opdagelse

Fridage med oplevelser

Hver eneste torsdag og fredag er Zahra og Archer i børnehave, hvilket betyder at jeg har fri begge dage. Inklusive lørdag og søndag giver det jo 4 fridage på en uge hvilket bestemt ikke er dårligt. Jeg nyder det. Og selvfølgelig skal disse fridage da nydes og bruges på at se en masse ting. Jeg har sat mig for at inden jeg forlader Canberra vil jeg have set alt hvad der er værd at se. Det lyder umuligt, men det er det i virkeligheden ikke. For at citere Charlotte, sker der stort set ingenting i byen, den er ikke egnet for turister! Hmm nåh men noget må da der være, og det er der da også.

I går, torsdag, brugte jeg min fridag på at køre ind til den danske ambassade og stemme til folketingsvalget d. 15/9. Det skal for vores vedkommende gøres senest d. 7 for at de kan være sikre på at stemmerne når Danmark i rette tid. Og eftersom jeg havde god tid i går valgte jeg derfor at pakke madpakke og kamera ned og tage på opdagelse i ambassadeland. Det var nemlig ret spændende. Nogle af ambassaderne var enorme og helt fantastiske at kigge på, som f.eks. Kinas der forestillede et rigtigt kinesisk hus og den malaysiske med en imponerende tagudsmykning. Og så var der selvfølgelig også de kedelige som f.eks. Tysklands der var en stor firkantet kasse og Danmarks og Norges der var suverænt de mindste af dem der lå i området. Efter at være blevet lukket ind på ambassaden, gennem ikke mere end 3 låste døre, og omhyggeligt udfyldt stemmeseddel og diverse andre sedler var det vel efterhånden tid til frokost. Jeg besluttede at køre ned til en sø, Lake Griffin, som ligger lige ved ambassaderne og spise frokost der. Det viste sig dog at være en lettere dum beslutning. Som tidligere nævnt har vi nogle ret sindssyge fugle hernede som går lige efter hovedet hvis man ikke passer på. Et pragteksemplar af denne fugl synes åbenbart den skulle sidde lige bag mig og nedstirre mig mens jeg spiste. Selvom jeg vendte og drejede mig blev den ved med at flytte sig så jeg ikke kunne se den og et kort øjeblik var jeg sikker på den ville flyve på mig. Men nej den ville da bare sidde på bænken ved siden af mig. Det er ikke normalt for en fugl! De skal være bange for mig, ellers bliver jeg bange for dem. Jeg skyndte mig derfor at få spist min madpakke og så kørte jeg ellers min vej. Hjem mod det sikre hus hvor den eneste fare er giftedderkopperne.

I dag, fredag, havde jeg aftalt med en dansk aupair Camilla at vi skulle mødes inde i byen og besøge Australiens nationalmuseum. Efter planen ville jeg have været af sted kl. 8.30, men så var der lige nogen børn der skulle gøres klar til børnehave, en cykelnøgle jeg ikke kunne finde, lidt oprydning inden rengøringsdamen kom og diverse andre småting. Og når man først vågner kl. 8.00 var det som om at der bare ikke var tid nok til alt det. Derfor kom jeg først af sted kl. 9.00. Men pyt, Camilla havde problemer med at finde vej, så vi endte faktisk med at være der samtidig. Jeg besluttede mig for at cykle ind til byen idet bilen var optaget i dag og jeg ikke havde tålmodighed til 1,5 time i bus for at komme 17 km væk. Og det gik da også meget stærkere på cykel, 50 min så var jeg derinde, hvilket må siges at være en ok tid for bykørsel.

Inde på museet var der stort set ingen mennesker, så dem der arbejdede derinde var vilde efter at fortælle os alt muligt om udstillingerne. Det mest spændende var udenfor hvor de havde lavet et kort over det nordøstlige Australien, men ikke et kort som man normalt forstår det. Der var motorveje, bynavne og områdenavne på kortet, samt floder og territoriegrænser. Men det lå nærmest hulter til bulter og indimellem var der forskellige ting der symboliserede en betydningsfuld ting for Australien. Der var;
 - En hule der symboliserede minedriften i Vestaustralien

 - Jernpæle som forestillede ”Dingo hegnet” der går fra nord til syd

 - Stribede pæle til minde om landmålernes enorme arbejde med at kortlægge landet

 - ”Drømmehuset” som symboliserede briternes drøm om et grønt og frodigt land, men i stedet fandt de et tørt og rødt land

 - En stor aluminiumsboks som symbol på gangstertiden i Australien.

Derudover var der rundt om på ”kortet” skrevet ordet ”hjem” på alle de sprog der bliver talt i Australien udover engelsk. Guiden vidste dog ikke lige hvor det danske var, men søreme om vi ikke selv fandt det.

Indenfor blev vi, af samme guide, vist ind i et rum der normalt ikke er åbent hvor han viste og fortalte en masse om bl.a. boomeranger og hvordan man har brugt dem til at jage både fugle, fisk og kænguruer. Han må virkelig have kedet sig, men det var jo godt for os som derved fik en masse at vide. Da vi mødte ham 3. gang begyndte det dog at blive lidt creepy. Havde vi mødt ham en 4. ved jeg ikke hvad vi havde gjort, det var meget underligt til sidst. Efter at have tullet lidt rundt i udstillingen og ikke rigtig kunne koncentrere os mere, besluttede vi os for at søge ind mod byen og noget frokost. Nede ved garderoben mødte vi dog lige en anden guide som vi også kendte som begejstret omtalte os som ”My danish friends”. Jo jo vi fik skam mødt nogle mennesker i dag. Det sjove er at stort set alle jeg har mødt hernede er sådan. Det er som om (næsten) alle bare er venlige og i særdeleshed åbne og altid klar til at fortælle hvad de ved. Hvilket tit er ikke så lidt, det er jo fantastisk.

Nu vil jeg slutte for denne gang, for i morgen skal jeg tidligt op og på weekendtur med familien. Vi skal til Tumbarumba (Prøv at sige det højt!), en lille by ude i ingenting. Så jeg satser på at se nogle kænguruer!

Black Mountain og familiehygge

Lørdag middag tog jeg med to andre danske piger, Joy og Annemette, ud til et af bjergene her i området. Eller skulle man sige ind til. Bjerget, kaldet Black Mountain, ligger nemlig tættere på centrum af Canberra end der hvor jeg bor, og med det oplyste tårn på toppen kan det ses langt væk fra. Vi havde aftalt at gå hele vejen op på toppen, så efter at have parkeret bilen på en, måske ikke helt officiel, parkeringsplads startede vi opstigningen. Den nederste del af turen gik igennem den botaniske have der blandt andet bød på eukalyptustræer, papegøjer og et stykke regnskov som ikke var spærret inde i et drivhus! Efter vi var kommet igennem den botaniske have begyndte det ret hurtigt at gå opad og terrænet var ikke helt så velpoleret som det vi havde set længere nede. Efter et par vandpauser nåede vi, med armene løftet til sejr, toppen og besluttede at nu vi var der skulle vi da også op i tårnet, udsigten var nemlig spærret af træer. Oppe fra tårnet var der den mest fantastiske udsigt over Canberra, og det gik op for mig hvor langstrakt byen egentlig er. Selvom indbyggertallet minder om Århus’ er selve arealet meget større, dels fordi der ikke er ret mange boligblokke og dels fordi der er så mange parker og søer inde i mellem husene.

Efter at have indtaget frokosten højt over byen bevægede vi os, noget sløve, nedad igen. Selve turen ned tog ingen tid i forhold til turen op, men der var selvfølgelig heller ikke brug for hverken vand- eller hvilepauser. Til gengæld kunne den mærkes i de gummiagtige lægmuskler, det er hårdt at gå nedad. Vel nede fandt vi hurtigt bilen og vendte snuden hjemad. Efter at have afleveret Joy ved hendes hus var Annemette og jeg klar til at køre hjem mod det nordlige Canberra. Vi skulle bare lige tanke, troede vi. Den benzintank som GPS’en ledte hen imod viste sig nemlig at være ikke-eksisterende så med en faretruende tom tank måtte vi køre efter den næste som vi heldigvis hurtigt fandt. Efter et par omveje, på trods af den medbragte GPS, nåede vi helt hjem og jeg var i hvert fald godt brugt og klar til en aften hvor jeg ikke skulle noget som helst. Jeg havde nemlig fået lov at passe børn mens forældrene var i byen.

 Joy og Annemette på vej opad bjerget

Udsigt over Canberra  

Papegøjer af den slags som flyver rundt overalt

Søndag var der inviteret til familiehygge med Dereks del af familien. Vi skulle mødes på en kinesisk restaurant i den anden del af byen, og jeg var på turen derned ret spændt på at møde den del af familien. Derek havde på forhånd advaret mig mod hans forældre som, ifølge ham selv, er blevet lidt underlige. Jeg synes nu de var meget søde, selvom det var lidt svært at forstå hvad de sagde, dels på grund af dialekt dels på grund af hastigheden hvormed ordene væltede ud af deres munde. Udover forældrene mødte jeg søsteren med mand og børn, en onkel og et par gode venner af familien. Det endte med at blive ret festligt hvor jeg dels fik leveret gode historier om familien og Australien i helhed og dels fik fortalt lidt om Europa og det lille kolde land mod nord. Eftermiddagen og aftenen gik med afslapning og hygge derhjemme + en lille eftermiddagslur for hele husstanden.



Indtryk fra de første uger

Nu er der efterhånden gået en del tid siden sidst, men der er bare sket så meget at jeg slet ikke har haft tid til at sætte mig ned og få skrevet.

Jeg har efterhånden tilbragt en del alene dage med børnene, selvom det nok føles som flere end det er, og indtil videre går det bare rigtig godt. Jeg er overrasket over hvor velopdragen Archer er og hvor roligt han kan lege. Men igen er det vist meget almindeligt hernede, næsten alle de aupair-piger jeg har snakket med er blevet positivt overraskede over børnenes evne til at sige ”undskyld”, ”vær så venlig” og i det hele taget spørge pænt hvis der er noget de gerne vil have. Selvfølgelig har de også deres øjeblikke hvor der skal prøves grænser af eller de bare er trætte, men generelt er jeg meget imponeret over dem. Vi hygger os rigtig godt, især Archer og jeg. Vi spiller bold, leder efter dinosaurer, går på opdagelse i junglen, tegner blomster og mønstre og spiller en lille smule wii. Når jeg altså giver lov! Zahra er så lille så når hun ikke sover til middag, følger hun som regel bare med rundt og saboterer legen på sin egen søde måde. Hun er en bestemt lille dame der udmærket godt ved hvad hun vil, og især hvad hun ikke vil. Hun siger ikke noget endnu, alligevel er man ikke i tvivl om når noget ikke går som hun vil det. Hun forsøger at stjæle legetøj fra Archer, hun hiver alt op af skufferne, hun smider ting rundt omkring, hun kravler op og ned ad alting og i mellem alt det, spiser hun med en appetit der langt overgår hendes storebrors. De er et par skønne børn, men meget forskellige.

Zahra og Archer på opdagelse

I løbet af de sidste par uger har jeg mødt en hel masse au pairs her i Canberra. Jeg har mødt en del danske piger, som jeg heldigvis kommer godt ud af det med og derudover et par tyske au pairs som bor lige i nærheden, et par rigtig søde piger fra Korea og enkelte andre fra Tyskland og Holland som jeg ikke har fået snakket så meget med endnu. Men det tegner til at blive godt hernede. På trods af at nogle af os bor meget langt fra hinanden er folk rigtig gode til at arrangere noget i weekender og om aftenen. Det er som regel ikke et problem idet de fleste har adgang til bil. Hvilket nok er meget heldigt, for den offentlige transport er ret ringe. Især herude hvor jeg bor.

De første par uger hernede er især blevet brugt på at vende mig til de nye omgivelser. Rigtig meget er omvendt hernede, det er i sandhed et skørt land, hør bare her:

- Kænguruerne hopper rundt inde midt i byen

 - Papegøjer flyver frit omkring

 - Alle slanger er giftige

 - De sorte og hvide fugle (jeg kan ikke huske navnet) kan godt finde på at hakke dig i hovedet hvis du kommer for tæt på deres rede. De er ikke mere bange for dig end du er for dem!

 - Svanerne er sorte

 - Fremmede folk stopper op og taler til dig i supermarkedet, som om de havde kendt dig altid

 - Påskeliljerne blomster i september

 - Bilerne kører i den forkerte side, man svømmer i venstre side af svømmebanen og rulletrapperne hhv. op og ned er placeret modsat af de danske

Det var bare et lille udpluk af alt det nye hernede, der skal nok komme meget mere en anden dag, for der bliver hele tiden ved med at dukke nye ting op som jeg aldrig har hørt om eller oplevet før.

De første dage

Jeg har så meget at fortælle at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Fra jeg ankom sidste torsdag til i dag er der bare sket så meget at det er helt utroligt der ikke er gået mere end en uge.  Fredag var Archer og Zahra i børnehave så Charlotte og jeg tog på en lille rundtur rundt i området, bl.a. til det store supermarked/shoppingcenter, rundt om Lake Ginnindera og hvad vi ellers lige kom forbi. Lørdag var jeg med hele familien i svømmehallen hvor Archer havde undervisning og Zahra skulle i vandet for første gang. Det var ret skægt, for Archer er ikke glad for vand og skal nærmest skubbes hen til kanten. Hvorimod Zahra elskede det lige fra første øjeblik og næsten ikke kunne få nok. Resten af dagen gik med at lege med børnene, og få pakket det sidste ud af kufferten. Nåh jo så var lørdag jo også dagen hvor jeg blev overhalet af en kænguru nede i den lokale park. Det var meget, meget underligt.

Søndag kørte jeg med Derek og Archer ned til søen for at kigge på både. Archer er rigtig interesseret i de 1 meter lange fjernstyrede både og da han fik lov til at komme med ud i en rigtig båd for at hente en af de strandede både, var der ingen ende på hans begejstring. Jeg havde aftalt med Derek at jeg skulle prøve at køre bilen om søndagen, men jeg havde ikke lige regnet med at det blev hele vejen til søen og tilbage igen. Men jo det blev det. Så mig ind på førersædet og med gear og håndbremse i den forkerte side. Puha. Heldigvis er bilen med automatgear så det er da en ting mindre at koncentrere sig om. Det gik over alt forventning, det er overraskende nemt at køre i venstre side når alle andre også gør det så jeg blev (næsten) ikke forvirret. Kun en enkelt gang hvor vi kørte på en meget smal vej nede ved søen lagde jeg mig automatisk i højre side, indtil Derek lige kommenterede det. Men helt ærligt det var en meget small vej. Om eftermiddagen gik vi op på Mount Rogers som vi bor halvvejs oppe ad. Deroppe fra var der en helt fantastisk udsigt over byen og området omkring. Canberra er en utrolig grøn by så oppefra virker den meget mindre end den egentlig er, fordi man næsten kun kan se træerne. Desværre stødte vi ikke på nogen kænguruer oppe på bjerget og heldigvis heller ikke nogen slanger. Derek har formået at gøre mig bange for højt græs ved at fortælle at der lever giftige slanger og edderkopper i det. Og det er ikke engang løgn!

Den lange, lange rejse sydpå

Så landede jeg endelig hernede Down Under. Og puha for en rejse, det var simpelthen overvældende at skulle flyve i så lang tid og tilmed igennem ikke færre end 10 forskellige tidszoner, det kan da kun gøre mig forvirret. Især mellemlandingen i Bangkok var meget, meget underlig. Jeg havde slet ingen tidsfornemmelse og da det tilmed var ved at blive mørkt udenfor da vi landede var forvirringen komplet. Det forholdte sig nemlig sådan at jeg skulle have lettet kl. 22.50 fra Kastrup med kurs mod Bangkok og altså lande i Thailand kl. 9.45 (14.45 lokal tid). Det skete bare ikke. Af tekniske grunde blev flyet forsinket så vi først lettede 01.30 og dermed først landede 16.30 lokal tid. Idet det var en natflyvning fik vi morgenmad lige inden vi landede i Bangkok, hvor det jo som sagt allerede var ved at blive at blive mørkt, og få timer efter lettede jeg med endnu en natflyvning mod Sydney hvor den stod på aftensmad i flyet. Og så tænkte jeg; Hvad skete der med min frokost? Hvor blev den onsdag af? Kommer den mon tilbage når jeg flyver hjem igen? Det var meget, meget mærkeligt. Af samme grund fik jeg heller ikke set solen fra jeg lettede i Kastrup og indtil jeg landede i Sydney. Vi passerede den godt nok et sted over Iran og Indien, men da prøvede de fleste stadig på at få sovet bare en lille smule.

Nå men jeg kom da til Sydney og var faktisk overraskende frisk, lige indtil jeg så køen til pas- og visakontrol. Den var lang. Meget lang! Det tog næsten en time at komme igennem på trods af at der var adskillige skranker åbne, men igennem kom jeg og hen til tolderne. Når man rejser til Australien får man i flyet udleveret en blanket hvorpå man skal afkrydse om man bringer f.eks. såsæd, blomster, jord, animalske produkter osv. ind i landet. Derpå var også en rubrik der spurgte om man inden for de sidste 30 dage havde været i kontakt med f.eks. skovområder, ferskvand eller landbrugsdyr eller om man medbragte genstande der havde f.eks. sko eller tøj. Så med tanke på mine meget! mudrede løbesko i kufferten og mine sidste par uger på landet uden for Herning måtte jeg hellere krydse ja af. Altså måtte jeg hen til den flinke tolder og pænt hive mine sko frem. Og så begyndte den her unge mand ellers at grine. Han ville meget gerne vide hvor de havde været henne. Så da jeg fortalte ham at de såmænd bare havde været udenfor og han derefter så mit danske pas begyndte han at forstå. Han havde hørt det regnede meget i Skandinavien! Og det kunne jeg jo kun give ham ret i. Da tolderen havde grinet færdig fik han dog gjort opmærksom på at han altså var nødt til at vaske mine sko fordi de var så beskidte. Og nej det var ikke en joke. Australierne er utroligt opmærksomme på at beskytte deres natur fordi den er så isoleret og derfor ikke naturligt får tilført nye plantegrupper og dyreracer. Altså måtte jeg pænt vente til mine sko var blevet vasket så jeg kunne få dem ind i landet. For en sikkerheds skyld tjekkede han også lige resten af skoene, men de var altså ikke mudrede. Kun våde på grund af regnen.

Efter et par gåture rundt om indenrigsterminalerne, for at få lidt tiltrængt frisk luft, og lidt ventetid indenfor var jeg endelig om bord i det fjerde og sidste fly mod Canberra. Jeg var ikke andet end lige kommet ind i lufthavnsbygningen og så stod Charlotte og Derek for at hente mig. Sikken en overraskelse, jeg havde forventet at jeg først skulle hente min kuffert og derefter ud at møde dem. Så ville jeg også lige have et par minutter at forberede mig i. Men nej det var bare lige på og hårdt, jeg var helt overvældet. Heldigvis er de rigtig, rigtig søde og, især Charlotte, snakker enormt meget. Så her har stort set ikke været stille siden jeg kom. Hvilket jo må være et godt tegn. Heldigvis er hun også meget nem at forstå, hvorimod Derek og sønnen Archer er lidt sværere at forstå. Zarah siger ikke noget endnu, hun peger bare og hiver ting ned fra hylderne.