Som jeg vist nok tidligere har beskrevet har vi hernede nogle ret sindssyge fugle kaldet Magpies. Normalt er de ret fredelige, men i løbet af september og oktober har de unger og vil gøre alt for at beskytte deres rede. Det betyder at hvis man er så uheldig at komme bare i nærheden af træet de holder til i, vil de højst sandsynligt swoope. Det betyder at de i høj fart flyver mod dit hoved, for så at bremse hårdt op og flakse omkring ørerne på dig indtil du er forsvundet fra deres træ. Hvis du er rigtig uheldig angriber de og forsøger at hakke dig i hovedet. Det er dog yderst sjældent at de swooper, og endnu sjældnere at de angriber. Charlotte har da også kun prøvet det en gang mens Derek aldrig har prøvet det. Så hvorfor jeg skulle opleve både at blive swoopet og angrebet på en og samme dag er virkelig en gåde. Torsdag havde jeg besluttet mig for at cykle en tur i det gode vejr. Intetanende cykler jeg derfor langs med vejen og ved siden af en række træer. Pludselig kunne jeg mærke noget flaksende omkring mig, men jeg troede faktisk først det var flappen på min rygsæk. Indtil jeg ud af øjenkrogen kan se en ordentlig krabat af en Magpie. Så var jeg godt klar over hvad der var på færde. Lige efter den havde swoopet mig første gang mente den åbenbart at jeg skulle have høvl, så jeg fik da også lige et hak med næbbet, lige midt i nakken så jeg nu har et fint sår. Og så blev jeg bange. Alt imens jeg forsøgte at holde mig på cyklen og slippe væk blev den ved at forsøge at angribe og det eneste jeg kunne tænke på var hvornår den ville ramme mig igen. Det var rigtig, rigtig ubehageligt og jeg var faktisk nødt til at stå af cyklen og lige få samling på mig selv inden jeg kørte videre. Angrebet stoppede dog ikke min cykeltur og jeg fortsatte. På hjemvejen var jeg nødt til at køre den samme vej, idet det var den eneste mulighed, dog på den anden side af træerne. Så snart jeg nåede til det samme sted på vejen kunne jeg se fuglen, og den kunne tydeligvis også se mig. Altså vidste jeg næsten hvad der var i vente. Denne gang var jeg forberedt, men det gjorde det ikke mindre skræmmende. Tværtimod. Jeg kunne se hvordan fuglen lettede, fløj imod mig og pludselig foldede vingerne ind og suste lige i retning af mit hoved. Jeg blev så bange at min første reaktion var at skrige ad denne her fugl. Og hey det virkede. Et par meter foran mit hoved bremsede den og fløj opad igen. Dog kun for at kunne angribe igen. Dette gentog sig et par gange, mens jeg trådte alt hvad jeg kunne i pedalerne for at komme væk. Aldrig i mit liv har jeg været så bange for en fugl som jeg var i torsdags. Jeg vidste hvor ondt det ville gøre at blive hakket igen, og jeg vidste hvor ubehageligt det er når den basker imod cykelhjelmen og rygsækken.
Resten af turen hjem kørte jeg så stærkt jeg kunne og holdt øje med hvert eneste træ på hjemvejen. Jeg mødte endnu en Magpie på vej hjem og jeg var overbevist om at den ville swoope. Men den nøjedes med at flyve et par meter over mit hoved og bare true. Puha hvor var jeg glad for at komme hjem igen og heldigvis begyndte det senere at regne så jeg ikke behøvede at gå uden for. Lige om lidt skal jeg ud at cykle igen, og for at være ærlig er jeg faktisk lidt nervøs for hvad jeg møder. Men jeg kender ruten og har ikke mødt nogen aggressive fugle de sidste par gange, så jeg krydser fingre og håber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar