Hver eneste torsdag og fredag er Zahra og Archer i børnehave, hvilket betyder at jeg har fri begge dage. Inklusive lørdag og søndag giver det jo 4 fridage på en uge hvilket bestemt ikke er dårligt. Jeg nyder det. Og selvfølgelig skal disse fridage da nydes og bruges på at se en masse ting. Jeg har sat mig for at inden jeg forlader Canberra vil jeg have set alt hvad der er værd at se. Det lyder umuligt, men det er det i virkeligheden ikke. For at citere Charlotte, sker der stort set ingenting i byen, den er ikke egnet for turister! Hmm nåh men noget må da der være, og det er der da også.
I går, torsdag, brugte jeg min fridag på at køre ind til den danske ambassade og stemme til folketingsvalget d. 15/9. Det skal for vores vedkommende gøres senest d. 7 for at de kan være sikre på at stemmerne når Danmark i rette tid. Og eftersom jeg havde god tid i går valgte jeg derfor at pakke madpakke og kamera ned og tage på opdagelse i ambassadeland. Det var nemlig ret spændende. Nogle af ambassaderne var enorme og helt fantastiske at kigge på, som f.eks. Kinas der forestillede et rigtigt kinesisk hus og den malaysiske med en imponerende tagudsmykning. Og så var der selvfølgelig også de kedelige som f.eks. Tysklands der var en stor firkantet kasse og Danmarks og Norges der var suverænt de mindste af dem der lå i området. Efter at være blevet lukket ind på ambassaden, gennem ikke mere end 3 låste døre, og omhyggeligt udfyldt stemmeseddel og diverse andre sedler var det vel efterhånden tid til frokost. Jeg besluttede at køre ned til en sø, Lake Griffin, som ligger lige ved ambassaderne og spise frokost der. Det viste sig dog at være en lettere dum beslutning. Som tidligere nævnt har vi nogle ret sindssyge fugle hernede som går lige efter hovedet hvis man ikke passer på. Et pragteksemplar af denne fugl synes åbenbart den skulle sidde lige bag mig og nedstirre mig mens jeg spiste. Selvom jeg vendte og drejede mig blev den ved med at flytte sig så jeg ikke kunne se den og et kort øjeblik var jeg sikker på den ville flyve på mig. Men nej den ville da bare sidde på bænken ved siden af mig. Det er ikke normalt for en fugl! De skal være bange for mig, ellers bliver jeg bange for dem. Jeg skyndte mig derfor at få spist min madpakke og så kørte jeg ellers min vej. Hjem mod det sikre hus hvor den eneste fare er giftedderkopperne.
I dag, fredag, havde jeg aftalt med en dansk aupair Camilla at vi skulle mødes inde i byen og besøge Australiens nationalmuseum. Efter planen ville jeg have været af sted kl. 8.30, men så var der lige nogen børn der skulle gøres klar til børnehave, en cykelnøgle jeg ikke kunne finde, lidt oprydning inden rengøringsdamen kom og diverse andre småting. Og når man først vågner kl. 8.00 var det som om at der bare ikke var tid nok til alt det. Derfor kom jeg først af sted kl. 9.00. Men pyt, Camilla havde problemer med at finde vej, så vi endte faktisk med at være der samtidig. Jeg besluttede mig for at cykle ind til byen idet bilen var optaget i dag og jeg ikke havde tålmodighed til 1,5 time i bus for at komme 17 km væk. Og det gik da også meget stærkere på cykel, 50 min så var jeg derinde, hvilket må siges at være en ok tid for bykørsel.
Inde på museet var der stort set ingen mennesker, så dem der arbejdede derinde var vilde efter at fortælle os alt muligt om udstillingerne. Det mest spændende var udenfor hvor de havde lavet et kort over det nordøstlige Australien, men ikke et kort som man normalt forstår det. Der var motorveje, bynavne og områdenavne på kortet, samt floder og territoriegrænser. Men det lå nærmest hulter til bulter og indimellem var der forskellige ting der symboliserede en betydningsfuld ting for Australien. Der var;
- En hule der symboliserede minedriften i Vestaustralien
- En hule der symboliserede minedriften i Vestaustralien
- Jernpæle som forestillede ”Dingo hegnet” der går fra nord til syd
- Stribede pæle til minde om landmålernes enorme arbejde med at kortlægge landet
- ”Drømmehuset” som symboliserede briternes drøm om et grønt og frodigt land, men i stedet fandt de et tørt og rødt land
- En stor aluminiumsboks som symbol på gangstertiden i Australien.
Derudover var der rundt om på ”kortet” skrevet ordet ”hjem” på alle de sprog der bliver talt i Australien udover engelsk. Guiden vidste dog ikke lige hvor det danske var, men søreme om vi ikke selv fandt det.
Indenfor blev vi, af samme guide, vist ind i et rum der normalt ikke er åbent hvor han viste og fortalte en masse om bl.a. boomeranger og hvordan man har brugt dem til at jage både fugle, fisk og kænguruer. Han må virkelig have kedet sig, men det var jo godt for os som derved fik en masse at vide. Da vi mødte ham 3. gang begyndte det dog at blive lidt creepy. Havde vi mødt ham en 4. ved jeg ikke hvad vi havde gjort, det var meget underligt til sidst. Efter at have tullet lidt rundt i udstillingen og ikke rigtig kunne koncentrere os mere, besluttede vi os for at søge ind mod byen og noget frokost. Nede ved garderoben mødte vi dog lige en anden guide som vi også kendte som begejstret omtalte os som ”My danish friends”. Jo jo vi fik skam mødt nogle mennesker i dag. Det sjove er at stort set alle jeg har mødt hernede er sådan. Det er som om (næsten) alle bare er venlige og i særdeleshed åbne og altid klar til at fortælle hvad de ved. Hvilket tit er ikke så lidt, det er jo fantastisk.
Nu vil jeg slutte for denne gang, for i morgen skal jeg tidligt op og på weekendtur med familien. Vi skal til Tumbarumba (Prøv at sige det højt!), en lille by ude i ingenting. Så jeg satser på at se nogle kænguruer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar