torsdag den 20. oktober 2011

Melbourne

For et par uger siden holdt jeg forlænget weekend i Melbourne sammen med Camilla. Vi hoppede på natbussen sent onsdag aften og satsede så på at være nogenlunde udhvilede ved ankomst til Melbourne torsdag morgen. Og hey det virkede. På trods af et par kinesere der ikke fattede noget som helst af hvad nummererede pladser er og en buschauffør der flere gange truede med at springe i luften, kom vi til Melbourne, og vi fik endda sovet på vejen.
Torsdag gik vi en tur i St. Kilda hvor vi boede og fik brunch på en hyggelig cafe, vi desværre glemte at komme tilbage til. Nede ved stranden opdagede vi pingviner der lå og gemte sig i deres huler samtidig med at vi kunne nyde udsigten ind over byen. Efter en tiltrængt middagslur bevægede vi os ind mod byen og aftensmad med en amerikansk au pair Camilla havde lært at kende i Sydney. Efter store problemer med at finde hinanden lykkedes det endelig at finde hinanden og vi endte på et meget fyldt sted i Chinatown. Heldigvis var det et godt tegn at der var godt fyldt op, min mad var i hvert fald super. Vel hjemme på vores hostel overvejede vi hvorvidt vi skulle tage bare en enkelt øl med et par norske piger, men vi endte med at være fornuftige og hoppe i seng.
Fredag var store markedsdag. Vi havde sat næsen op efter Queen Victoria Market, som skulle være en enorm markedshal hvor man efter sigende kan købe alt. Og jo det kan man da vist også. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om noget der ikke var til salg derinde. Alting lige fra frugt og grønt til tøj, sko, postkort og meget mere. På vej op til markedet fandt vi tilfældigvis det noget mindre South Melbourne Market som bestemt også var et sted der ikke manglede noget. Den dag vi var der, havde de endda babydyr man kunne klappe. Selvfølgelig var vi da nødt til at gøre det, og så lod vi jo bare som om at nogle af alle de andre børn i indhegningen var med os. Efter at have gået hele vejen ind på markedet (ca. 10 km) samt gået rundt derinde synes vi at det var helt okay at hoppe på sporvognen hjem og lige snuppe en eftermiddagslur (igen!) inden vi ville i byen om aftenen. Og i byen kom vi så sandelig også sammen med et par norske piger. Der var ”nogen” der først kom hjem kl. 5.30 næste morgen. Godt det ikke var mig.
Lørdag havde vi nemlig planer om en heldagsudflugt til Phillip Island, men mere om det i et andet indlæg.
Søndag var afslapningsdag, hvor vi sov længe og bare hyggede. Vi var et smut inde på akvariet, men Camilla fandt ret hurtigt ud af at sådan noget med fisk ikke lige er hende. Selvom de nu havde nogle ret imponerende væsener. Bl.a. gigantiske rokker på op til 4m og japanske kæmpe-krabber som jeg ikke ville være begejstret for at møde i fri natur. Om aftenen stod den på risengrød kogt i sengen. Det er efterhånden ved at blive en hel tradition når jeg er på tur at vi skal lave det. Men pyt det smagte jo godt. Vi havde mødt tre danske drenge på det samme hostel hvor vi var, så de blev da selvfølgelig inviteret på risengrød med kanelsukker, og så gik snakken ellers. Vi endte med at invitere dem med til vores danske julefrokost som vi skal holde i december. Forudsat at det lige passer med deres rejseplaner.
Mandag tilbragte vi hele dagen i bussen på vej hjem, godt udrustet med mad, drikke, musik og bøger. Selvom det var en 8-timers tur så føltes det heldigvis ikke så langt, det var kun de sidste par timer jeg begyndte at glæde mig til at være hjemme igen.
Men da havde jeg også krydset 3 stater i løbet af et døgn nemlig, ”New South Wales”,” Victoria” og ”Australian Capital Territory”.

Pingvin i sin hule


Melbourne skyline


Camilla ved stranden i St. Kilda

Ingen kommentarer:

Send en kommentar