Så landede jeg endelig hernede Down Under. Og puha for en rejse, det var simpelthen overvældende at skulle flyve i så lang tid og tilmed igennem ikke færre end 10 forskellige tidszoner, det kan da kun gøre mig forvirret. Især mellemlandingen i Bangkok var meget, meget underlig. Jeg havde slet ingen tidsfornemmelse og da det tilmed var ved at blive mørkt udenfor da vi landede var forvirringen komplet. Det forholdte sig nemlig sådan at jeg skulle have lettet kl. 22.50 fra Kastrup med kurs mod Bangkok og altså lande i Thailand kl. 9.45 (14.45 lokal tid). Det skete bare ikke. Af tekniske grunde blev flyet forsinket så vi først lettede 01.30 og dermed først landede 16.30 lokal tid. Idet det var en natflyvning fik vi morgenmad lige inden vi landede i Bangkok, hvor det jo som sagt allerede var ved at blive at blive mørkt, og få timer efter lettede jeg med endnu en natflyvning mod Sydney hvor den stod på aftensmad i flyet. Og så tænkte jeg; Hvad skete der med min frokost? Hvor blev den onsdag af? Kommer den mon tilbage når jeg flyver hjem igen? Det var meget, meget mærkeligt. Af samme grund fik jeg heller ikke set solen fra jeg lettede i Kastrup og indtil jeg landede i Sydney. Vi passerede den godt nok et sted over Iran og Indien, men da prøvede de fleste stadig på at få sovet bare en lille smule.
Nå men jeg kom da til Sydney og var faktisk overraskende frisk, lige indtil jeg så køen til pas- og visakontrol. Den var lang. Meget lang! Det tog næsten en time at komme igennem på trods af at der var adskillige skranker åbne, men igennem kom jeg og hen til tolderne. Når man rejser til Australien får man i flyet udleveret en blanket hvorpå man skal afkrydse om man bringer f.eks. såsæd, blomster, jord, animalske produkter osv. ind i landet. Derpå var også en rubrik der spurgte om man inden for de sidste 30 dage havde været i kontakt med f.eks. skovområder, ferskvand eller landbrugsdyr eller om man medbragte genstande der havde f.eks. sko eller tøj. Så med tanke på mine meget! mudrede løbesko i kufferten og mine sidste par uger på landet uden for Herning måtte jeg hellere krydse ja af. Altså måtte jeg hen til den flinke tolder og pænt hive mine sko frem. Og så begyndte den her unge mand ellers at grine. Han ville meget gerne vide hvor de havde været henne. Så da jeg fortalte ham at de såmænd bare havde været udenfor og han derefter så mit danske pas begyndte han at forstå. Han havde hørt det regnede meget i Skandinavien! Og det kunne jeg jo kun give ham ret i. Da tolderen havde grinet færdig fik han dog gjort opmærksom på at han altså var nødt til at vaske mine sko fordi de var så beskidte. Og nej det var ikke en joke. Australierne er utroligt opmærksomme på at beskytte deres natur fordi den er så isoleret og derfor ikke naturligt får tilført nye plantegrupper og dyreracer. Altså måtte jeg pænt vente til mine sko var blevet vasket så jeg kunne få dem ind i landet. For en sikkerheds skyld tjekkede han også lige resten af skoene, men de var altså ikke mudrede. Kun våde på grund af regnen.
Efter et par gåture rundt om indenrigsterminalerne, for at få lidt tiltrængt frisk luft, og lidt ventetid indenfor var jeg endelig om bord i det fjerde og sidste fly mod Canberra. Jeg var ikke andet end lige kommet ind i lufthavnsbygningen og så stod Charlotte og Derek for at hente mig. Sikken en overraskelse, jeg havde forventet at jeg først skulle hente min kuffert og derefter ud at møde dem. Så ville jeg også lige have et par minutter at forberede mig i. Men nej det var bare lige på og hårdt, jeg var helt overvældet. Heldigvis er de rigtig, rigtig søde og, især Charlotte, snakker enormt meget. Så her har stort set ikke været stille siden jeg kom. Hvilket jo må være et godt tegn. Heldigvis er hun også meget nem at forstå, hvorimod Derek og sønnen Archer er lidt sværere at forstå. Zarah siger ikke noget endnu, hun peger bare og hiver ting ned fra hylderne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar