I dag d. 25. vågnede vi op til gaver fra Julemanden, og søreme om ikke han havde fundet vej til mig også. Jeg fik både australske flag, en boomerang, australske nødder og et par australske film. Jeg var helt overvældet, det havde jeg ikke regnet med. Omkring frokosttid kørte vi ud til Dereks familie hvor vi skulle holde jul sammen med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg kendte en del af dem i forvejen, men ikke alle. Kort tid efter vi var ankommet startede gavekaos'et. Tre af onklerne stod og læste navne op på gaverne der lå under juletræet, og så fløj der ellers gaver frem og tilbage mellem børn og voksne. Og søreme om der ikke var til mig også. Igen. Dereks forældre havde købt en hat til mig, når nu jeg skal ud at arbejde i outbacken. Og jeg elsker den allerede, jeg slap heller ikke for at have den på under hele middagen.
Julemiddagen bestod af kalkun, skinke, rejer, salat, grønne bønner, kartoffelsalat, coleslaw og julekage og julebudding til dessert. Det var rigtig lækkert det hele, selvom den der julebudding var lidt underlig. Nederst var der en form for bradepandekage, den smagte mest af sukker og så var den lyserød! Oven på kagedelen var der fersken og pære fra dåse, derefter grøn jelly (gele) og øverst flødeskum og hakkede nødder. Det var meget mystisk og meget sødt.
Efter middagen udviklede der sig vandkamp mellem både børn og voksne og børnene blev enige om at lave glidebane. Der var i alt 8 børn mellem 1,5 og 10 år så der var fuld knald på og de hyggede sig. Og selv ikke os der prøvede at holde os udenfor vandkampen slap fri. Vi endte med at være våde allesammen, men med en temperatur på 29 grader så gjorde det nu ikke noget. Det var dejlig forfriskende. Efter vandpjaskeriet vendte vi snuden hjemad med to meget trætte børn og de er for længst faldet i søvn.
I dag var min sidste dag i Canberra, for i morgen rejser jeg til Sydney og derfra videre til Nevertire hvor jeg skal arbejde på en fårefarm de næste to uger. Det bliver helt sikkert en oplevelse.
Ha' det godt
Så er der stemningsbilleder fra julen i Canberra:
Archer, Maddox (fætter) og Zahra
Zahra, mig og Archer ved julelysene
Vi fandt den danske ambassade d.24
Zahra danser til julemusik
Archer åbner gaver fra Julemanden





Ingen kommentarer:
Send en kommentar