lørdag den 19. november 2011

Fødselsdag og badetur

For efterhånden en måneds tid siden havde Camilla fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres. Da vi ikke kunne komme ud til hende torsdag på hendes rigtige fødselsdag, valgte vi at udskyde det til fredag hvor vi tog på picnic i parken. Anne Mette og jeg havde om torsdagen bagt en lille kagemand til Camilla og pyntet den rigtig fint som en lille dreng. Desværre kunne den ikke helt holde til varmen i bilen da vi kørte ned til parken. Så glasuren var ret smeltet da vi endelig fandt den frem. Den smagte dog ret godt alligevel.
Dagen efter havde vi besluttet at tage ud til en flod der ligge lidt syd for byen, et sted der hedder Kambah Pool Reserve. Camilla havde, igen, sovet ved mig, så vi kørte over og hentede Anne Mette, der bor lige i nærheden, og Gitte, der bor i det sydlige Canberra, inden vi sammen kørte ud til floden. Ude ved floden fandt vi et dejligt sted med sandstrand hvor vi slog os ned. Selvom Kambah ikke ligger ret langt fra byen, var det ligesom at være ude i outbacken. Der var så stille derude og mens vi sad og snakkede, kunne vi pludselig se en wallaby hoppe rundt på skråningen på den anden side af floden. Efter vi havde været et par timer ved sandstranden og snakket en del, spist madpakker og spillet spil, besluttede vi at tage lidt længere op ad floden til et sted kaldet The Rocks Pool. Deroppe var der mange flere sten og klipper i vandet end det andet sted og vi skulle selvfølgelig liiige ud at dyppe tæerne og klatre lidt på stenene. Det endte med en meget våd Anne Mette som mente at hun da sagtens kunne gå ud til en klippe længere ude i vandet og kravle op på den. Det kunne hun så ikke. Hun gled på de glatte sten og lå pludselig nede i vandet, stadig med shorts på. Det forhindrede nu ikke os andre i stadig at kravle rundt på sten og træer et kvarters tid, inden vi mente at det var tid til at smutte hjemad.


Gitte, Jeg og Camilla i Kambah


Anne Mette i vandet!


Camilla med hendes kagemand/dame

Ingen kommentarer:

Send en kommentar