Heldigvis gik trætheden over, og i dag har jeg rent faktisk foretaget mig noget. Jeg startede ud med at krydse floden som ligger lige uden for det hostel hvor jeg bor. Derefter var det min plan at se Brisbane museum, men det var lukket for istandsættelse så jeg gik videre langs med floden og ind mod centrum. Jeg endte ved det gamle parliamentshus og derefter i botanisk have som har nogle helt fantastiske træer og buske og en gangbro ude i floden hvor man går mellem mangrove-træer som vokser i vandet. På den anden side af bredden kunne man kun se en klippevæg med nogle få huse på, og hvis ikke det var for skyskraberne der ligger 1 km væk mod venstre skulle man ikke tro at man befandt sig inden i en storby. Der var utroligt stille og det eneste man kunne høre var blæsten og vandbusserne når de suste forbi.
Efter en pause ved floden hoppede jeg på gratisbussen, som kører i en cirkel rundt i centrum, for at få et indtryk af byen. Efter en omgang hoppede jeg af og gik hen for at se rådhuset hvor man også kan komme op i tårnet som, med sine 80m engang var byens højeste. Men nej også det var lukket for restaurering så det fik jeg heller ikke set. Jeg vendte derfor snuden hjemad for at få noget frokost. Men på vej hjemad fandt jeg en stor park midt i byen hvor jeg i stedet spiste. Inde i parken gik jeg en tur rundt og var egentlig meget afslappet, lige indtil der var noget der bevægede sig ved siden af mig. Det var en Lizzard, et slags firben men meget større, denne her omkring 40 cm lang. Jeg har set dem før, men jeg bliver overrakset hver gang. De kamuflerer sig og tager farve efter underlaget så de kan være enormt svære at se. Da jeg kom tættere på kravlede den ind i busken og gemte sig, og efter få sek. havde dens skind skiftet fra en lys grå til en mørk grå/grøn/brun farve. Det var ret fascinerende at se.
Eftermiddagen har jeg brugt på at slappe af og hoppe en tur i poolen. Det hostel jeg bor på er alle tiders. Det er tæt på byen og stationen, der er gratis internet, pool, og rigtig gode køkkenfaciliteter samt en masse andre mennesker at hygge med. Så livet er bestemt ikke dårligt for tiden. Alligevel har jeg besluttet at rejse hjem før tid og hvis alt går som det skal skulle jeg gerne lande i Billund d. 1. februar, hvilket er om 2,5 uge. Jeg glæder mig!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar