Jeg må hellere indrømme det med det samme, surfer bliver jeg aldrig. Det ser så nemt ud når jeg har set folk surfe og mange surfer-skoler garanterer da også at man kommer op at stå på brættet inden for de første to timer. Det gælder så åbenbart bare ikke mig. Jeg var oppe at stå på brættet en gang, i ca. 2 sekunder. Så nu ved jeg hvilken karriere jeg ikke skal vælge. Det skal dog lige siges at vejret heller ikke helt var med os den dag jeg skulle prøve at surfe. Det regnede, ikke lidt, men meget og derudover blæste det en halv pelikan så bølgerne kom fra alle sider af, og de var store. Vesterhavets bølger er ingenting sammenlignet med dem her. Inden vi gik ned mod stranden blev vi iført, frivillige, våddragter og langærmede t-shirts. På grund af vejret valgte jeg at tage våddragt på, og det blev jeg glad for. Vi var kun to der havde valgt det og vi var de eneste to der ikke frøs! De er ikke kønne sådan nogen dragter, men de er varme.
Vores instruktør startede med at forsikre os om at vi ikke behøvede at være bange for krokodiller, de lever ikke i det område. Hajerne bider kun meget sjældent mennesker og brandmændene her er ikke dødelige hvis man bliver ramt, det er de kun længere oppe nordpå! ”Jamen godt så, når du lige har fortalt at der er hajer og brandmænd så har jeg da vildt meget lyst til at hoppe i vandet”. Men der var ingen vej udenom. Efter en kort instruktion på land var det ud i bølgerne og i første omgang op at ligge på surfbrættet og lære at fange bølgerne. Det var ikke så svært når man først fangede det rigtige tidspunkt. Men det blev svært. Senere skulle vi op at stå på brættet og det var så her det gik galt. En ting er at fange bølgen og få brættet til at ligge lige i vandet, fint nok. Men så skal man så i en enkelt bevægelse op at sidde på hug og derfra op at stå. Vel at mærke inden man kommer så langt ind mod stranden at man går på grund og ryger på hovedet ned i sandet. Ikke at det skete for mig, nej da. Kun en 30-40 gange! Det lykkedes mig altså kun at komme op at stå rigtigt en enkelt gang inden lektionen var ovre. Men jeg er helt klar på at prøve igen inden jeg tager hjem. Det må kunne lykkedes!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar