23/1 -12: Hajer, fisk og koraller

Et must-Do i Australien er helt klart koralrevet Grear Berrier Reef der strækker sig 2300 km fra Torres Strait Island helt oppe på nordspidsen og ned til byen Bundaberg.

Så mandag havde jeg booket mig ind på en heldagstur hvor vi ville få mulighed for at snorkle eller dykke to forskellige steder på revet. Eftersom mine ører jo er lidt sarte med både højder og dybder tror jeg ikke de ville have klaret et dyk ned, så jeg havde kun meldt mig på snorkling hvilket også viste sig at være helt fint. Vi lagde fra kaj allerede kl. 8 og da det vippede rimelig voldsomt på den 1,5 time lange tur, fik jeg mig en velfortjent lur og var således helt klar til at hoppe i vandet da vi endelig nåede ud. Inden skulle vi dog lige iføres et såkaldt stingersuit som er en heldragt der dækker alt undtagen fødder og ansigt. Selv håret og hænderne bliver dækket. De er nødvendige på den her årstid til at beskytte mod Box Jellyfish som er blå brandmænd og Irukandji som er mikroskopiske brandmænd. Dels er det meget smertefuldt at blive ramt af deres fangarme som kan blive op til 3 meter lange, men derudover er en Irukandji så giftig at den kan dræbe et menneske i løbet af få minutter. Desuden beskytter dragten mod solen så man ikke bliver helt stegt.

Jeg var lidt betænkelig i starten, dykkermasken og snorklen var ret ubehagelig at have på og det der med at svømme rundt med og ind i fisk det tiltalte mig ikke helt. Men da jeg først var i vandet var jeg næsten ikke til at drive op igen. Det var så ubeskriveligt smukt, ved første øjekast så koralrevet ret jordfarvet ud og der var ikke mange fisk at se. Men så svømmede jeg tættere på og lige pludselig kunne jeg se alle farverne og alle fiskene der gemte sig inde i hulerne eller bag korallerne.

Efter en god og tiltrængt frokost sejlede vi videre ud til et nyt sted og straks var jeg i vandet igen. Det nye sted var om muligt endnu mere fantastisk, dels var der enorme stimer af fisk, og dels var der rigtig, rigtig store fisk og en haj. Indrømmet så blev jeg ret bange da hajen på størrelse med Laurits kom svømmende nogle få meter under os og sammen med hende der svømmede ved siden af flygtede vi hen til båden igen. Men vi fik bare at vide at der ikke var noget at være bange for, hajerne angriber sjældent mennesker så længe vi bare lader være med at provokere dem. Altså svømmede vi ud igen og lå i overfladen og flød rundt og kiggede på fisk. Pludselig henne under båden fik jeg øje på en gigantisk fisk. Jeg troede ikke mine egne øjne, jeg har aldrig set så stor en fisk. I vandet rundt omkring os var der barracudaer som nok er lige så lange som jeg, men denne her fisk var samtidig en meter bred tror jeg. Den var gigantisk og en enkelt gang kom den op mod overfladen for ligesom at se os an. Men det var nu mest dykkerne der fik mest glæde af og kom tættest på den.

Efter jeg havde flydt rundet i vandet godt en times tid var jeg simpelthen så træt at jeg ikke orkede mere. Jeg tog derfor på en lille sejltur i en anden båd som havde glasbund så man tydeligt kunne se korallerne. Bådføreren fortalte en hel masse om revet og livet omkring det mens vi sejlede rundt. Efter denne tur var det tid at vende snuden indad mod Cairns igen. Nu var solen også ved at bryde igennem de skyer der havde dækket himlen hele dagen, så jeg lagde mig uden forrest på båden og nød turen indad samtidig med at jeg fik lidt sol igen. Selvom det næsten var ulideligt. Solen i Cairns er så skarp at når der endelig er skyfrit er det næsten ikke til at holde ud at være i solen. Det føles som om ens hud brænder op, så egentlig er der rarest når solen er dækket halvt bag skyerne.

Vel tilbage i Cairns ved 17-tiden gik jeg hjem og stegte en velfortjent kængurubøf til aftensmad inden jeg gik i seng. Meget tidligt!

24/1 - 12: På toppen

Jeg tror jeg er lidt forelsket i Cairns som altså er der jeg er nu. Selvom her er meget varmt og luftfugtigheden føles rigtig høj. Men her er smukt. Da jeg ankom ved 18-tiden lørdag aften gik jeg med det samme ned for at finde mit hostel som viste sig at ligge rigtig dejligt. Godt nok er det ved hovedgaden/shoppinggaden men lydniveauet er stadig fornuftigt og så er der ikke langt ned til vandet. Cirka omkring 300 meter. Desværre kan man ikke bade ved stranden heroppe, der er ellers nok af dem. jeg har brugt de sidste to dage på at spekulere over hvorfor, indtil jeg bevægede mig hen langs stranden og så advarselsskiltene med teksten:

Warning crocodiles, do not enter the water or go near water pipes!

Godt så, så blev jeg så klog. Til gengæld er der langs med stranden lavet et stort parkområde der i den ene ende har en offentlig swimmingpool. Den er åben hele døgnet, så man hele tiden kan hoppe i og få en forfriskende dukkert. Hvilket jeg også gjorde allerede søndag morgen. Jeg var lige ved at smelte pga. de 36 graders varme og en luftfugtighed på hele 87 %. Så jeg tilbragte hele søndag formiddag med at flyde rundt i poolen og vænne mig til varmen og suge det sidste sol inden turen går hjemad.

Lørdag da jeg ankom, var der kinesisk nytår i byen så mens jeg egentlig bare var gået ned til havnen og vandet for at se mig omkring fik jeg også set lidt kinesisk dragedans og hørt kinesisk musik.

Søndag brugte jeg som sagt i poolen og med at tulle lidt rundt i området som er meget turistpræget, men det var rart bare at nyde solen og alt den grønne natur efter regnen på Gold Coast og i Brisbane. Desværre skete der noget uheldigt mens jeg var ude at gå en tur den eftermiddag. Mit kamera og min pung blev stjålet, hvilket jeg først opdagede da de to franskmænd jeg delte værelse med beskyldte mig for at have stjålet deres kamera som også var væk. Altså måtte jeg lige pludselig til at organisere hvordan jeg fik nogle penge til den sidste uge og melde tyveriet til politiet. Min pung fandt jeg heldigvis igen i formiddags, dog uden penge i. Tyven havde bare smidt den ned i bunden af min taske hvor jeg ikke havde ledt efter den. Så nu er jeg kun uden kamera hvilket også er voldsomt frustrerende. Så jeg har absolut ingen billeder fra Cairns, dog undtaget min tur til Great Barrier Reef som der kommer et indlæg om senere. Den dag havde jeg købt et engangskamera til undervandsbrug så forhåbentlig er der nogle gode billeder derfra.

I dag tirsdag formiddag er jeg ved at overveje hvad jeg skal bruge de sidste par dage til, der er så mange muligheder og alt for lidt tid!

En lang tur i tog

Jeg elsker togene fra Queensland Rail! Jeg forventede at de 24 timer fra Brisbane til Cairns ville blive en meget, meget lang tur. Men når sæderne er brede, kan lænes et godt stykke bagud og der er små fjernsynsskærme ved hver plads med film og musik så kan man næsten ikke nå at kede sig. At jeg så nåede at se den samme film 3 gange det er en helt anden sag. Tiden er i hvert fald fløjet af sted og nu er der kun en time til jeg er i Cairns.

20/1 - 2012; Lidt fra Surfers Paradise

En god del af tiden i Surfers Paradise tilbragte jeg sammen med Camilla. Hun er lige flyttet til området for en uge siden, for at være au pair ved en ny familie.

Som tidligere skrevet havde jeg været så heldig at få to billetter til nogle forlystelsesparker i området. Så onsdag, tror jeg det var, tog vi ud til noget der hedder Sea World hvor de havde en masse delfiner, hajer, rokker og andre havdyr. Vi så blandt andet et delfin-show hvor de fik delfinerne til at lave en masse forskellige tricks. De fik dem til at vinke, og svømme synkront på kommando og en masse andet. Det mest overraskende ved showet var hvor højt sådan nogle delfiner kan springe. De springer flere meter op over vandet og når både at snurre den ene og den anden vej rundt inden de lander igen. Derudover fik vi kigget på isbjørne, pingviner, hajer og klappet et par rokker og en søstjerne. Vi brugte ikke så lang tid i Sea World for det begyndte at regne og desuden skulle Camilla arbejde om eftermiddagen.

Torsdag tog vi i vandland og vi var ret heldige med vejret. Generelt har det regnet meget i Surfers mens jeg har været der, men lige præcis torsdag kom der kun en enkelt regnbyge som ikke varede længe. Der var dog stadig skyer, men det var bestemt ikke koldt. Luftfugtigheden er så høj heroppe nordpå at det aldrig bliver rigtig koldt, det er altid fugtigt og klamt og jeg er nødt til at pakke alt ud af min rygsæk når jeg kommer til et nyt sted. Ellers ligger det og bliver ulækkert.

Nå tilbage til vandlandet. Det var en super dag vi havde. Vi gik begge to lidt i barndom og jeg tror vi nåede at prøve de fleste vandrutsjebaner, undtagen en som vi ikke turde. Det var en rutsjebane hvor man ved starten står på en plade som så forsvinder under fødderne på en og så går det ellers nedad. Lige indtil man pludselig hænger med hovedet nedad i et loop. Jeps, en vandrutsjebane med loop. Den fik vi os ikke taget sammen til, ikke så meget på grund af loopet, men mere på grund af den plade der forsvinder under fødderne på en.

Men ellers fik vi prøvet både meget stejle rutsjebaner hvor man ikke kunne se noget fordi der var vand alle vegne, og vi fik prøvet helt sorte rutsjebaner hvor man sidder 2 personer i en gummibåd, samt en hel masse andre. Desværre brugte vi meget af tiden på at stå i kø, men sådan er det når vejret er godt og der er sommerferie i Australien.

Nu er jeg tilbage i Brisbane og venter på mit tog mod Cairns som heldigvis kører om en times tid. Det er en tur på 24 timer, så jeg kender en der næsten skal på hovedet i seng når hun endelig ankommer lørdag kl. 18.30.

Jeg har desværre ikke nogen billeder fra Sea World eller vandlandet for Camilla var fotograf, men i kan tjekke steder ud på deres hjemmesider hvis I vil;.

17/1 - 2012; Min fremtidige karriere som surfer

Jeg må hellere indrømme det med det samme, surfer bliver jeg aldrig. Det ser så nemt ud når jeg har set folk surfe og mange surfer-skoler garanterer da også at man kommer op at stå på brættet inden for de første to timer. Det gælder så åbenbart bare ikke mig. Jeg var oppe at stå på brættet en gang, i ca. 2 sekunder. Så nu ved jeg hvilken karriere jeg ikke skal vælge. Det skal dog lige siges at vejret heller ikke helt var med os den dag jeg skulle prøve at surfe. Det regnede, ikke lidt, men meget og derudover blæste det en halv pelikan så bølgerne kom fra alle sider af, og de var store. Vesterhavets bølger er ingenting sammenlignet med dem her. Inden vi gik ned mod stranden blev vi iført, frivillige, våddragter og langærmede t-shirts. På grund af vejret valgte jeg at tage våddragt på, og det blev jeg glad for. Vi var kun to der havde valgt det og vi var de eneste to der ikke frøs! De er ikke kønne sådan nogen dragter, men de er varme.

Vores instruktør startede med at forsikre os om at vi ikke behøvede at være bange for krokodiller, de lever ikke i det område. Hajerne bider kun meget sjældent mennesker og brandmændene her er ikke dødelige hvis man bliver ramt, det er de kun længere oppe nordpå! ”Jamen godt så, når du lige har fortalt at der er hajer og brandmænd så har jeg da vildt meget lyst til at hoppe i vandet”. Men der var ingen vej udenom. Efter en kort instruktion på land var det ud i bølgerne og i første omgang op at ligge på surfbrættet og lære at fange bølgerne. Det var ikke så svært når man først fangede det rigtige tidspunkt. Men det blev svært. Senere skulle vi op at stå på brættet og det var så her det gik galt. En ting er at fange bølgen og få brættet til at ligge lige i vandet, fint nok. Men så skal man så i en enkelt bevægelse op at sidde på hug og derfra op at stå. Vel at mærke inden man kommer så langt ind mod stranden at man går på grund og ryger på hovedet ned i sandet. Ikke at det skete for mig, nej da. Kun en 30-40 gange! Det lykkedes mig altså kun at komme op at stå rigtigt en enkelt gang inden lektionen var ovre. Men jeg er helt klar på at prøve igen inden jeg tager hjem. Det må kunne lykkedes!

Brisbane del 2; 15/1-2012

Så er det min sidste dag i Brisbane. Rygsækken er næsten pakket og igen overrasker dens størrelse mig. Første gang jeg pakkede den var den lige præcis fuld, anden gang var den virkelig proppet og denne gang er der af en eller anden grund masser af plads! Jeg forstår det ikke, men håber da at den bliver ved med at være bundløs.

De sidste par dage har vejret rent ud sagt været kedeligt. Himlen er helt grå og man skal ikke være ude særlig længe før man er gennemblødt. Alligevel vovede jeg mig ud i går, lørdag, for jeg ville ind til byen og se et galleri med kunst lavet af Aboriginals, men nej det var lukket over sommeren og ligeledes var et andet museum jeg havde tænkt mig at tilbringe regnvejrsdagen på. Jeg har virkelig ikke været heldig de sidste par dage. Så søndag var jeg sur og tog ud i et shoppingcenter fordi det regnede igen. Man kan altid købe sig glad! Jeg manglede et par nye klip-klappere for dem jeg havde, var forsvundet og min ipod var gået i stykker så jeg ville også købe en ny til de lange tog- og flyrejser jeg endnu har til gode. Så som sagt så gjort, jeg fik hvad jeg kom efter plus lidt ekstra og tog glad hjem. Vel hjemme på værelset er jeg ved at pakke poserne ud og pludselig tænder min gamle ipod helt af sig selv. Helt ærligt den havde været i stykker i næsten en uge og så den dag jeg køber en ny bestemmer den sig for at virke. Og for at det ikke skal være løgn dukkede mine klip-klappere op igen nedenunder min rygsæk en times tid senere! Hvor er det bare typisk!

I morgen går turen til Gold Coast og den by der hedder Surfers Paradise. Her skal jeg mødes med Camilla fra Canberra som jeg ikke har set siden juleaften. Det bliver så dejligt at se hende igen og vi er så heldige at vi har fået to gratis billetter som giver ubegrænset adgang til tre forlystelsesparker i området; Et vandland, en forlystelsespark og et sted kaldet Sea World med delfiner og lignende. Så torsdag når Camilla har fri så går det løs, jeg glæder mig!

Derudover skal jeg selvfølgelig også prøve at surfe når jeg nu endelig er ved kysten. Så vejret har bare at blive godt, ikke mere regn tak, vi vil hellere have noget sol.

Brisbane del. 1

Heldigvis gik trætheden over, og i dag har jeg rent faktisk foretaget mig noget. Jeg startede ud med at krydse floden som ligger lige uden for det hostel hvor jeg bor. Derefter var det min plan at se Brisbane museum, men det var lukket for istandsættelse så jeg gik videre langs med floden og ind mod centrum. Jeg endte ved det gamle parliamentshus og derefter i botanisk have som har nogle helt fantastiske træer og buske og en gangbro ude i floden hvor man går mellem mangrove-træer som vokser i vandet. På den anden side af bredden kunne man kun se en klippevæg med nogle få huse på, og hvis ikke det var for skyskraberne der ligger 1 km væk mod venstre skulle man ikke tro at man befandt sig inden i en storby. Der var utroligt stille og det eneste man kunne høre var blæsten og vandbusserne når de suste forbi.

Efter en pause ved floden hoppede jeg på gratisbussen, som kører i en cirkel rundt i centrum, for at få et indtryk af byen. Efter en omgang hoppede jeg af og gik hen for at se rådhuset hvor man også kan komme op i tårnet som, med sine 80m engang var byens højeste. Men nej også det var lukket for restaurering så det fik jeg heller ikke set. Jeg vendte derfor snuden hjemad for at få noget frokost. Men på vej hjemad fandt jeg en stor park midt i byen hvor jeg i stedet spiste. Inde i parken gik jeg en tur rundt og var egentlig meget afslappet, lige indtil der var noget der bevægede sig ved siden af mig. Det var en Lizzard, et slags firben men meget større, denne her omkring 40 cm lang. Jeg har set dem før, men jeg bliver overrakset hver gang. De kamuflerer sig og tager farve efter underlaget så de kan være enormt svære at se. Da jeg kom tættere på kravlede den ind i busken og gemte sig, og efter få sek. havde dens skind skiftet fra en lys grå til en mørk grå/grøn/brun farve. Det var ret fascinerende at se.

Eftermiddagen har jeg brugt på at slappe af og hoppe en tur i poolen. Det hostel jeg bor på er alle tiders. Det er tæt på byen og stationen, der er gratis internet, pool, og rigtig gode køkkenfaciliteter samt en masse andre mennesker at hygge med. Så livet er bestemt ikke dårligt for tiden. Alligevel har jeg besluttet at rejse hjem før tid og hvis alt går som det skal skulle jeg gerne lande i Billund d. 1. februar, hvilket er om 2,5 uge. Jeg glæder mig!!!

Op langs Østkysten

Min oprindelige plan var at jeg ville tage direkte fra Sydney til Brisbane efter jeg havde forladt Nevertire. Men togturen fra Nevertire til Sydney er lang som et ondt år, så jeg kunne ikke helt overskue endnu 14 timer i tog til Brisbane, så jeg ændrede min plan og tog en pause i Newcastle kun 2 timer nord for Sydney. Jeg ville hoppe på det sidste aftentog, men da toget fra Nevertire vare forsinket 2 timer kunne jeg godt droppe alt om den plan. Jeg endte derfor med at tilbringe fredag aften og nat på Sydneys banegård for at vente på det tidlige morgentog. Det var virkelig kedeligt, og virkelig koldt. Der var stort set ikke andre mennesker end mig, et par familier og så alle de fulde mennesker der begyndte at komme hen ad morgenen.

Jeg var derfor glad da jeg kunne sætte mig ind i toget og køre mod Newcastle. Og samtidig få en lur!

Jeg tilbragte 4 dage i byen og det var mere end nok. Ud fra byens størrelse på ca. 450.000 indbyggere troede jeg der ville være lidt mere at give sig til. Men det meste bestod af forstæder og så en lille bykerne omkring vandet. Heldigvis boede jeg tæt på stranden og vandet, og der var da også dejligt dernede. Jeg fik gået nogle gode ture langs med havnefronten og langs med stranden. Der var en virkelig flot gå-rute som strækker sig hele vejen til Sydney. Jeg gik dog kun noget af vejen. Derudover fik jeg set det nyrenoverede museum som faktisk var utrolig flot. Det viser sig at Newcastles havn står for meget af skibstrafikken ud af det østlige Australien og rent faktisk er det der alt sølv og jern fra minerne i Broken Hill, som jeg jo har set tidligere, bliver lastet. Derudover har der også været en stor kulindustri i Newcastle som der også var en stor udstilling om.

Langs med stranden var der opstillet skilte som fortalte om historien bag det sted man var. Jeg kom både forbi et gammelt fort som havde beskudt en japansk ubåd under 2. verdenskrig samt en gammel udkigspost som også blev brugt under krigen. Derudover fortalte skiltene meget om The Aboriginals historie som jo alle steder er en vigtig del af historien. Den australske regering gør meget ud af at fremhæve historier og kunst fra de indfødte, og det virker som om de har dårlig samvittighed over at de første hvide mennesker jog dem væk fra deres bosteder. Derfor kan man alle steder finde beretninger om de oprindelige menneskers levevis og mange offentlige steder er udsmykket med kunst lavet af Aboriginals.

I Newcastle fik jeg også badet i en stor 100m x 50m udendørs svimmingpool som er udhugget i klipperne og fyldes med havvand. Det var virkelig en fornøjelse, fordi vandet i den var varmere end havvandet som stadig er køligt så langt nede ad kysten. Og så var det jo bare dejligt at blive kølet lidt af, selvom temperaturen ikke var mere end 25 og det var overskyet. På trods af skyerne lykkedes det mig alligevel at blive solskoldet på maven, selvom jeg havde solcreme på. Jeg har efterhånden lært at det ikke er nok at smøre sig ind inden man tager hjemmefra. Især ikke hvis jeg er væk hele dagen, så er jeg nødt til at have den med i tasken. Bare for en sikkerheds skyld.

Stemningsbilleder fra Newcastle

Tirsdag d.10 hoppede jeg på nattoget til Brisbane og det var noget af en tur. 12 timer med ankomst kl. 5.30 til en by hvor det allerede er 23 grader og utrolig fugtigt. Heldigvis lå mit hostel tæt på banegården, men alligevel nåede jeg at blive ret svedig inden jeg fandt det. Desværre kunne jeg ikke få værelset før kl. 10 så hele morgenen gik med at vente og prøve at undgå at falde i søvn. Da jeg endelig fik værelset, pakkede jeg ud og så tog jeg mig lige en lur og troede jeg ville være frisk. Men nej, hele den første dag i Brisbane var jeg bare smadret og fik ikke lavet noget som helst. Forhåbentlig bliver det bedre de næste par dage.

Dengang jeg næsten forsvandt i ødemarken

Så er der nyt igen. Jeg er ikke længere i Nevertire eller i Ødemarken, næh jeg er tilbage i civilisationen og har både internet og telefonforbindelse igen. Nærmere betegnet befinder jeg mig for tiden i Newcastle nord for Sydney. Her kommer lige lidt dagbog fra den sidste uges tid.

28/12 2011

Så ankom jeg endelig til Nevertire. Turen hertil tog 8,5 time fra Sydney og jeg har tilbagelagt ca. 600 km i tog og bus. Da jeg stod af bussen, holdt der nogle få biler og ventede, men ingen der ventede på mig. Så jeg ventede, og ventede og ventede lidt længere. Jeg var begyndt at overveje hvad jeg skulle gøre hvis de havde glemt mig, for jeg havde ikke deres telefonnummer og desuden er der heller ikke noget signal herude. Nevertire består derudover ikke af ret meget andet end 5 huse og den lokale pub, så lidt nervøs var jeg. Men så endelig kom en firhjulstrækker kørende og holdt ind. Det var Maddie, som egentlig ikke skulle hente mig, det havde hun sat manden til. Men han var altså ikke kommet. Da vi kørte ud mod gården prøvede hun flere gange at kalde ham over radioen, for sådan en har de nemlig i begge firhjulstrækkerne, samt i køkkenet. Så kan de altid komme i kontakt, selv når Kevin er i markerne og arbejde.

Derhjemme fik jeg hilst på deres tre døtre lidt efter kom Kevin også tilbage. Han havde glemt tiden ude i marken og derfor ikke hentet mig.

Allerede i dag blev jeg sat i sving med at arbejde. Jeg har stået i en kanal i vand til lårene og lappet et hul, samt jeg har hjulpet Kevin med at afmærke hvilke vandingsrør der skulle hhv. lukkes og startes. Det er lidt svært at forklare, men vandingsrørene er basalt set bare et plasticrør der går fra kanalen og ind på marken. Man lukker for vandet ved at hive røret op ad vandet og starter det igen ved at lave undertryk derinde med hænderne. Jeg gik i vand til låret og lukkede de sidste 60 vandingsrør mens solen gik ned i en helt fantastisk solnedgang.

Nu er kl. snart 23 og jeg er på vej i seng. Jeg skal nemlig op kl. 6.30 i morgen og arbejde!!

Alt er indtil videre godt herude, bortset fra frøerne og slangerne og edderkopperne. Og billerne i min seng. Men mon ikke jeg vænner mig til det.

29/12 2011

Så er jeg allerede halvvejs igennem første dag herude, og hvor er her skønt, vi bor virkelig langt ude, synes jeg. Der er 10 km til nærmeste nabo og 25 km til nærmeste ”by” som er Nevertire med 113 indbyggere.  Næste store by er Dubbo som ligger næsten 150 km væk. Der er bare helt stille herude, det eneste man kan høre er fuglene der fløjter, eller skriger som papegøjerne gør. Og græshopper og frøer der kvækker. I dag fik jeg lov at køre den 4-hjulstrækker de bruger når de skal i marken. Og den er med manuelt gear. Det var godt nok svært lige at vænne sig til at skifte med venstre hånd, men det gik fint til sidst. I eftermiddag/aften skal jeg med datteren Emma, som er på alder med mig, til hestevæddeløb og derefter fest i byen Trangine som ligger en times kørsel herfra.  Så nu vil jeg smutte i bad, så ikke jeg lugter alt for meget.

30/12 2011

I dag fik jeg lov at sove længe, og jeg kunne. Vi var hjemme fra hestevæddeløb ved midnat så det var helt fint med mig ikke at skulle tidligt op. Væddeløbet var tydeligvis årets begivenhed, og folk var virkelog klædt på til det. Kjoler, hatte og høje hæle. Jeg havde ingen af delene med herud, men vi havde det sjovt alligevel. Jeg endte med at køre Emmas bil hjem fordi hun havde drukket, og det var virkelig en udfordring. Dels er den med manuelt gear, og dels var det bare sindssygt mørkt og de sidste 10 km er på grusvej hvor der både lever kænguruer, strudse og køer på markerne omkring. Så jeg tog det stille og roligt og satsede på at jeg ikke ville ramme noget.

I dag har vi igen lukket og startet vandingsrør, det er vigtigt at bomuldsplanterne får præcis den rigtige mængde vand, så vi er flere gange om dagen ude for at tjekke vandstanden på marken. Og så til dagens klammeste job. Jeg blev sendt ud til to små kornsiloer for at skovle det sidste korn fra i vinters ud. Og straks tænkte jeg ”hey det er da et fint job”. Men ad hvor var det klamt. Jeg er ikke bange for at blive mudret og våd og beskidt, men det her toppede alt. Under overfladen var alt det game korn pilråddent og det stank så frygteligt, jeg har aldrig lugtet noget værre tror jeg. Selv nu efter at jeg har vasket hænder flere gange og været i bad, lugter mine fingre stadigvæk og mit tøj har jeg smidt udenfor fordi det stinker. Jeg håber jeg lugter bedre i morgen. Der skal vi nemlig til nytårsfest hos noget familie og jeg ar fået lov til at komme med så jeg ikke skal være helt alene.

Jeg er snart på vej i seng, jeg skal måske op igen til midnat for at tjekke vandingsrørene, så det ville være rart at få lidt søvn inden.

6/1 2012

Jeg har ikke fået skrevet de sidste par dage, men der er heller ikke sket så forfærdelig meget. Jeg er på vej tilbage mod østkysten og i morgen tager jeg til Newcastle nord for Sydney.

Jeg endte med at tilbringe nytårsaften alene på farmen, dels fordi der alligevel ikke ville være nogen jeg kendte der hvor Maddie, Kevin og børnene skulle hen og så dels fordi Kevin ville blive glad for at der var nogen til at kontrollere vandstanden på markerne. Så i stedet for at se fyrværkeri og hoppe ned fra stolen kl. 24 kørte jeg ud til en af markerne og brugte 45 min på at lukke vandingsrør. Det må siges at være en anderledes nytårsaften, men det var nu fint med mig.

Onsdag tog jeg med to af sønnerne Doug og Max ud for at klippe får. Og det er nok det hårdeste arbejde jeg nogensinde har haft. Der var ca. 40 grader udenfor og endnu varmere inde laden hvor vi var. Vi startede 5.30 med at køre ud at hente nogle får og så gik vi ellers i gang. Mit job var at bære den afklippede uld hen i sække og pakke og lukke sækkene. Derudover fejede jeg alt det løse uld op og sorterede mavestykkerne fra. Det tager omkring 2 min for de to brødre at klippe et får. Altså et får hver, så jeg havde virkelig travlt. Normalt er der en hjælper for hver klipper, men jeg var altså alene, så jeg løb virkelig stærkt nogen gange. Vi fik fyldt 4 sække på omkring 200 kg hver så jeg har altså båret rundt på 800 kg uld den dag. Jeg føler mig ret stærk!

De klippede helt indtil kl. 17, altså ca. 9 timer inkl. pauser og så fik jeg lov til at klippe det sidste får. Det så, så nemt ud når Alex og Doug gjorde det, men det var det ikke. Jeg måtte have Alex til at hjælpe med at holde fåret, og alligevel tog det mig omkring 10 min at klippe færdig. Det var så hårdt, jeg forstår ikke hvordan nogen kan gøre det hver dag hele sommeren igennem. Behøver jeg at sige at jeg gik ret tidligt i seng den aften!

Nu er jeg så, som sagt, på vej mod Sydney igen, et par dage før planlagt. Jeg skulle ikke have rejst før d. 11., men der var ikke så meget at lave for tiden, og så var jeg ved at være godt og grundigt træt af insekter og kryb alle vegne. Kald mig bare sart, men jeg har aldrig haft så mange myggestik og myrebid på en gang før. Og når der så samtidig er store grønne frøer overalt, også i sengen om natten og i toilettet så får jeg altså snart nok. Jeg har sovet så dårligt fordi jeg har været konstant bange for at jeg ville vågne op med en frø i ansigtet, hvilket faktisk skete to gange! Så nu giver jeg op og tager tilbage til civilisationen!