Livstegn

Bare rolig jeg er stadig i live hernede. Der er bare sket så meget de sidste par uger at jeg slet ikke har fået skrevet.
I morgen tager jeg til Sydney og i næste weekend til Melbourne så hvornår næste indslag kommer vides ikke. Men bare rolig det skal nok komme!

AV AV angrebet af en sindssyg fugl!

Som jeg vist nok tidligere har beskrevet har vi hernede nogle ret sindssyge fugle kaldet Magpies. Normalt er de ret fredelige, men i løbet af september og oktober har de unger og vil gøre alt for at beskytte deres rede. Det betyder at hvis man er så uheldig at komme bare i nærheden af træet de holder til i, vil de højst sandsynligt swoope. Det betyder at de i høj fart flyver mod dit hoved, for så at bremse hårdt op og flakse omkring ørerne på dig indtil du er forsvundet fra deres træ. Hvis du er rigtig uheldig angriber de og forsøger at hakke dig i hovedet. Det er dog yderst sjældent at de swooper, og endnu sjældnere at de angriber. Charlotte har da også kun prøvet det en gang mens Derek aldrig har prøvet det. Så hvorfor jeg skulle opleve både at blive swoopet og angrebet på en og samme dag er virkelig en gåde. Torsdag havde jeg besluttet mig for at cykle en tur i det gode vejr. Intetanende cykler jeg derfor langs med vejen og ved siden af en række træer. Pludselig kunne jeg mærke noget flaksende omkring mig, men jeg troede faktisk først det var flappen på min rygsæk. Indtil jeg ud af øjenkrogen kan se en ordentlig krabat af en Magpie. Så var jeg godt klar over hvad der var på færde. Lige efter den havde swoopet mig første gang mente den åbenbart at jeg skulle have høvl, så jeg fik da også lige et hak med næbbet, lige midt i nakken så jeg nu har et fint sår. Og så blev jeg bange. Alt imens jeg forsøgte at holde mig på cyklen og slippe væk blev den ved at forsøge at angribe og det eneste jeg kunne tænke på var hvornår den ville ramme mig igen. Det var rigtig, rigtig ubehageligt og jeg var faktisk nødt til at stå af cyklen og lige få samling på mig selv inden jeg kørte videre. Angrebet stoppede dog ikke min cykeltur og jeg fortsatte. På hjemvejen var jeg nødt til at køre den samme vej, idet det var den eneste mulighed, dog på den anden side af træerne. Så snart jeg nåede til det samme sted på vejen kunne jeg se fuglen, og den kunne tydeligvis også se mig. Altså vidste jeg næsten hvad der var i vente. Denne gang var jeg forberedt, men det gjorde det ikke mindre skræmmende. Tværtimod. Jeg kunne se hvordan fuglen lettede, fløj imod mig og pludselig foldede vingerne ind og suste lige i retning af mit hoved. Jeg blev så bange at min første reaktion var at skrige ad denne her fugl. Og hey det virkede. Et par meter foran mit hoved bremsede den og fløj opad igen. Dog kun for at kunne angribe igen. Dette gentog sig et par gange, mens jeg trådte alt hvad jeg kunne i pedalerne for at komme væk. Aldrig i mit liv har jeg været så bange for en fugl som jeg var i torsdags. Jeg vidste hvor ondt det ville gøre at blive hakket igen, og jeg vidste hvor ubehageligt det er når den basker imod cykelhjelmen og rygsækken.

Resten af turen hjem kørte jeg så stærkt jeg kunne og holdt øje med hvert eneste træ på hjemvejen. Jeg mødte endnu en Magpie på vej hjem og jeg var overbevist om at den ville swoope. Men den nøjedes med at flyve et par meter over mit hoved og bare true. Puha hvor var jeg glad for at komme hjem igen og heldigvis begyndte det senere at regne så jeg ikke behøvede at gå uden for. Lige om lidt skal jeg ud at cykle igen, og for at være ærlig er jeg faktisk lidt nervøs for hvad jeg møder. Men jeg kender ruten og har ikke mødt nogen aggressive fugle de sidste par gange, så jeg krydser fingre og håber.

Det rigtige Australien

Sidste weekend stod jeg overfor en stor beslutning. Skulle jeg tage med de andre piger ud i nationalparken og kigge på kænguruer, koalaer og andre sjove dyr? Eller skulle jeg tage med familien ud at mødes med nogle venner i Tumbarumba, tre timers kørsel ude i ingenting?

Sjovt nok valgte jeg det sidste, selvom jeg var lidt skeptisk. På den anden side ville jeg jo gerne se Australien fra den anden side. Og det kom jeg til. Kun 70 km væk fra Canberra stoppede vi for at tanke bilen op og allerede der på benzintanken stod min forestilling om de australske bonderøve. Enorme 4-hjulstrækkere med kæmpe antenner både på taget og kølerhjelmen, kraftige lygter foran til at lyse op i outbacken og selvfølgelig var de alle sammen iført cowboybykser, skjorter og bredskyggede hatte. Selv børnene. Det grinte vi godt nok meget af, for sådan er der ingen der ser ud inde i Canberra. Da vi kørte videre mod Tumbarumba fik jeg et indtryk af hvor øde Australien egentlig er. Den næste times tid kørte og kørte og kørte vi uden at se et eneste hus, og først da vi endelig begyndte at nærme os Tumbarumba dukkede der små landsbyer op.

Selve Tumbarumba er bestemt også at regne for en landsby. Hovedgaden igennem byen er der hvor alle butikker ligger og derudover var der ikke rigtig andet. Kort efter ankomst og gensynshilsener med venneparret og deres datter på 3, begav vi os imod en, noget anderledes, cafe og noget frokost. Cafeen, kaldet 4 bears, var udsmykket med hundredevis af bamser. Der var bamser overalt på vægge og i loftet og i alle størrelser og farver. Lige noget for børnene. Efter frokost smuttede jeg ud i ”byen” på egen hånd for at udforske lidt mens børnene sov til middag. Jeg fandt byens lille historiske museum, hvor jeg som den eneste besøgende fik mig en god snak med den venlige dame der sad og strikkede og holdt øje. Hun synes det var helt vildt at der kom en fra Danmark helt ud til deres lille by og jeg fik ikke lov at gå før jeg havde skrevet i deres gæstebog. Derudover fandt jeg både kirker, politistation og en biograf, som viste film hver anden søndag! Jo jo med sine 2000 indbyggere er Tumbarumba sandelig hovedbyen i det område. Senere kørte vi ud til en vingård i nærheden, hvor vi fik prøvesmagt både vin og champagne, jeg holdt mig dog til champagnen, inden det gik hjemad mod aftensmad og hygge. Mændene var meget opsatte på at de ville grille og spise ude, men da det dels var meget mørkt, og meget koldt omkring de 8 grader fik vi andre meget hurtigt nedstemt det forslag og sagt at de kunne for vores skyld godt spise ude, vi blev inde.

Søndag kørte vi ud til et vandfald i nærheden samt op til et udsigtspunkt hvorfra vi kunne kigge over mod bjerge med sne på. Den kvindelige halvdel af venneparret, Sara, havde fødselsdag søndag, så selvfølgelig skulle vi da også have fødselsdagskage oppe på den blæsende bakketop. Efter hurtigt at have indtaget denne og på grund af meget koldt vejr besluttede vi at sige farvel og venneparret kørte mod Melbourne mens vi kørte mod Canberra. Inden vi nåede så langt kørte vi dog en tur op i bjergene for at se om vi kunne finde sne. Hverken Archer eller Zahra har set sne før, så naturligvis var, især Archer, meget spændt. Der var dog ikke meget at komme efter, det meste var smeltet og det mindede mest af alt om en regnfuld martsdag deroppe på toppen. Så vi skyndte os at hoppe i bilen igen og køre mod varmere områder.

Trods min skepsis inden vi tog af sted endte det alligevel med at blive en rigtig hyggelig weekend hvor vi bare hyggede og snakkede en hel masse. Et ekstra plus var at vennernes datter på 3 endte med at blive helt vild med mig og proklamerede inden vi skiltes at jeg godt måtte komme at besøge hende engang.

Det eneste minus ved turen var faktisk at vi hverken så kænguruer, koalaer eller wombats. Selvom jeg næsten var blevet lovet at de skulle være derude på landet. Men det må så blive en anden gang.

Hovedgaden i Tumbarumba

Paddys River Falls

Archer og Emma på opdagelse

Fridage med oplevelser

Hver eneste torsdag og fredag er Zahra og Archer i børnehave, hvilket betyder at jeg har fri begge dage. Inklusive lørdag og søndag giver det jo 4 fridage på en uge hvilket bestemt ikke er dårligt. Jeg nyder det. Og selvfølgelig skal disse fridage da nydes og bruges på at se en masse ting. Jeg har sat mig for at inden jeg forlader Canberra vil jeg have set alt hvad der er værd at se. Det lyder umuligt, men det er det i virkeligheden ikke. For at citere Charlotte, sker der stort set ingenting i byen, den er ikke egnet for turister! Hmm nåh men noget må da der være, og det er der da også.

I går, torsdag, brugte jeg min fridag på at køre ind til den danske ambassade og stemme til folketingsvalget d. 15/9. Det skal for vores vedkommende gøres senest d. 7 for at de kan være sikre på at stemmerne når Danmark i rette tid. Og eftersom jeg havde god tid i går valgte jeg derfor at pakke madpakke og kamera ned og tage på opdagelse i ambassadeland. Det var nemlig ret spændende. Nogle af ambassaderne var enorme og helt fantastiske at kigge på, som f.eks. Kinas der forestillede et rigtigt kinesisk hus og den malaysiske med en imponerende tagudsmykning. Og så var der selvfølgelig også de kedelige som f.eks. Tysklands der var en stor firkantet kasse og Danmarks og Norges der var suverænt de mindste af dem der lå i området. Efter at være blevet lukket ind på ambassaden, gennem ikke mere end 3 låste døre, og omhyggeligt udfyldt stemmeseddel og diverse andre sedler var det vel efterhånden tid til frokost. Jeg besluttede at køre ned til en sø, Lake Griffin, som ligger lige ved ambassaderne og spise frokost der. Det viste sig dog at være en lettere dum beslutning. Som tidligere nævnt har vi nogle ret sindssyge fugle hernede som går lige efter hovedet hvis man ikke passer på. Et pragteksemplar af denne fugl synes åbenbart den skulle sidde lige bag mig og nedstirre mig mens jeg spiste. Selvom jeg vendte og drejede mig blev den ved med at flytte sig så jeg ikke kunne se den og et kort øjeblik var jeg sikker på den ville flyve på mig. Men nej den ville da bare sidde på bænken ved siden af mig. Det er ikke normalt for en fugl! De skal være bange for mig, ellers bliver jeg bange for dem. Jeg skyndte mig derfor at få spist min madpakke og så kørte jeg ellers min vej. Hjem mod det sikre hus hvor den eneste fare er giftedderkopperne.

I dag, fredag, havde jeg aftalt med en dansk aupair Camilla at vi skulle mødes inde i byen og besøge Australiens nationalmuseum. Efter planen ville jeg have været af sted kl. 8.30, men så var der lige nogen børn der skulle gøres klar til børnehave, en cykelnøgle jeg ikke kunne finde, lidt oprydning inden rengøringsdamen kom og diverse andre småting. Og når man først vågner kl. 8.00 var det som om at der bare ikke var tid nok til alt det. Derfor kom jeg først af sted kl. 9.00. Men pyt, Camilla havde problemer med at finde vej, så vi endte faktisk med at være der samtidig. Jeg besluttede mig for at cykle ind til byen idet bilen var optaget i dag og jeg ikke havde tålmodighed til 1,5 time i bus for at komme 17 km væk. Og det gik da også meget stærkere på cykel, 50 min så var jeg derinde, hvilket må siges at være en ok tid for bykørsel.

Inde på museet var der stort set ingen mennesker, så dem der arbejdede derinde var vilde efter at fortælle os alt muligt om udstillingerne. Det mest spændende var udenfor hvor de havde lavet et kort over det nordøstlige Australien, men ikke et kort som man normalt forstår det. Der var motorveje, bynavne og områdenavne på kortet, samt floder og territoriegrænser. Men det lå nærmest hulter til bulter og indimellem var der forskellige ting der symboliserede en betydningsfuld ting for Australien. Der var;
 - En hule der symboliserede minedriften i Vestaustralien

 - Jernpæle som forestillede ”Dingo hegnet” der går fra nord til syd

 - Stribede pæle til minde om landmålernes enorme arbejde med at kortlægge landet

 - ”Drømmehuset” som symboliserede briternes drøm om et grønt og frodigt land, men i stedet fandt de et tørt og rødt land

 - En stor aluminiumsboks som symbol på gangstertiden i Australien.

Derudover var der rundt om på ”kortet” skrevet ordet ”hjem” på alle de sprog der bliver talt i Australien udover engelsk. Guiden vidste dog ikke lige hvor det danske var, men søreme om vi ikke selv fandt det.

Indenfor blev vi, af samme guide, vist ind i et rum der normalt ikke er åbent hvor han viste og fortalte en masse om bl.a. boomeranger og hvordan man har brugt dem til at jage både fugle, fisk og kænguruer. Han må virkelig have kedet sig, men det var jo godt for os som derved fik en masse at vide. Da vi mødte ham 3. gang begyndte det dog at blive lidt creepy. Havde vi mødt ham en 4. ved jeg ikke hvad vi havde gjort, det var meget underligt til sidst. Efter at have tullet lidt rundt i udstillingen og ikke rigtig kunne koncentrere os mere, besluttede vi os for at søge ind mod byen og noget frokost. Nede ved garderoben mødte vi dog lige en anden guide som vi også kendte som begejstret omtalte os som ”My danish friends”. Jo jo vi fik skam mødt nogle mennesker i dag. Det sjove er at stort set alle jeg har mødt hernede er sådan. Det er som om (næsten) alle bare er venlige og i særdeleshed åbne og altid klar til at fortælle hvad de ved. Hvilket tit er ikke så lidt, det er jo fantastisk.

Nu vil jeg slutte for denne gang, for i morgen skal jeg tidligt op og på weekendtur med familien. Vi skal til Tumbarumba (Prøv at sige det højt!), en lille by ude i ingenting. Så jeg satser på at se nogle kænguruer!