Nu begynder det...

Så er jeg i Sydney igen, men kun for en kort bemærkning. I morgen går turen til Nevertire og to ugers arbejde på en farm. Nu er in rejse for alvor gået i gang. Jeg har sagt farvel tilfamilien i Canberra, kufferten er sendt hjem til Danmark, togbilletten for de næste 2mdr.er købt og jeg er helt klar til at komme ud at se en masse. Men også lidt nervøs, 2 mdr. alene er lang tid og man kan hurtigt komme til at føle sig lidt alene. Men på den anden side så går 2 mdr. også stærkt og før jeg ved af det er jeg tilbage i Danmark.

I dag har jeg tilbragt i Sydney som jeg ikke har besøgt siden september måned. Dengang var det køligt og ikke vejr til at bade i havet, så det ville jeg lave om på denne her gang. Troede jeg. Allerede da jeg kiggede ud ad vinduet i morges så det køligt ud og da jeg kom over til Manly Beach viste det sig da også at stranden var lukket på grund af høje bølger. Kun surferne var ude. Men jeg nød det alligevel, det var lunt i vejret, omkring 20 grader og jeg gik en tur ud til et lille område hvor man har forsøgt at bevare områdets naturlige planter. Der var rigtig hyggeligt og ikke mange mennesker, så jeg satte mig på en bænk og nød udsigten over stranden og surferne. Senere tog jeg færgen tilbage til operahuset og gik en tur i den ældste del af Sydney kaldet ”The Rocks”. Det hedder sådan fordi bydelen oprindeligt er bygget på klipperne, selvom det ikke er til at se mere.  Det er dog stadig et hyggeligt område, med de gamle huse og frugt/grøntsags/loppemarked i de smalle gader.

Nu er jeg tilbage på hostelet, har lavet aftensmad, madpakke til i morgen og snart har jeg også været i bad. Så nu er jeg vel egentlig klar til i morgen tidlig hvor jeg hopper på bussen og toget mod Nevertire og livet i outbacken.

Update følger og billeder kommer når jeg har tømt kameraet.

Ha det godt så længe!

Broken Hill

Mandag d. 12/12 hoppede jeg på toget mod Sydney, for at starte en lang tur til Broken Hill. Det tager 4,5 time at komme fra Canberra til Sydney, så jeg ankom først sent om aftenen og tog derfor direkte ud for at finde mit hostel hvor jeg skulle overnatte. Tidligt tirsdag morgen, kl. 7.00 kørte toget til Dubbo, hvorfra jeg skulle skifte til en bus mod Broken Hill. Det var en meget, meget lang tur. Broken Hill ligger 1150 km fra Sydney, så kl. 23.15 ankom jeg til en meget mørk by. Eller i virkeligheden var klokken kun 22.45 i Broken Hill fordi de i protest har valgt at være på Central-time, som er 0,5 time bagefter Eastern-time som resten af Østaustralien er på.

I Broken Hill havde jeg booket en seng på et hostel og da jeg ankom så sent listede jeg ind på værelset for ikke at vække eventuelle andre, og uden at tænde lyset fik jeg fundet min toilettaske frem. Da jeg kommer tilbage til værelset er jeg nødt til at tænde lyset for at finde mit nattøj og ser så at jeg er den eneste derinde. Alt den listen rundt for ingenting. Dagen efter brugte jeg på at få handlet lidt ind, og gået en lang tur rundt i byen. Og selvfølgelig på at nyde solen. Jeg fik også lejet en cykel for et par dage så jeg lettere ville kunne komme rundt til de ting der lå længere væk.

Torsdag cyklede jeg ud til et sted kaldet ”Living Desert” som er et fredet naturområde hvor man dels kan opleve den oprindelige natur og dels er der 12 kunstnere fra forskellige lande som har hugget 12 stenfigurer ud. Disse 12 figurer er placeret på toppen af en af bakkerne i området. Det var rigtig, rigtig varmt da jeg skulle hjem fra naturreservatet og jeg fandt hurtigt ud af at 1 liter vand ikke er nok til 12 km så da jeg kom hjem drak jeg lige yderligere en liter og så hoppede jeg ellers i bad.

Fredag cyklede jeg ud til ”Royal Flying Doctor Service” (RFDS) som yder lægehjælp til et enormt område. Alle folk der bor på en farm i det område de flyver i har mulighed for at få hjælp fra de flyvende doktorer hvis de har behov for det. Derudover stiller RFDS også gratis medicinkasser til rådighed og flyver ud til afsides beliggende landsbyer/gårde og laver læge- og tandlægeklinik en gang eller to om året. Det eneste de kræver til gengæld er at folk har en solid radio/telefonforbindelse, samt et sted hvor lægeflyet kan lande. I Broken Hill har de indrettet et lille museum som fortæller om hele foretagendet som er udbredt over hele Australien, samt de giver rundvisning så man kan se flyet. Fordi jeg var den eneste besøgende da jeg var der, fik jeg lov at komme helt ind i et af flyene som er udstyret med alt hvad lægerne kan tænkes at får brug for. De er forberedt på næsten alt.

Resten af ugen gik med at se et lille museum om byens historie, gå en tur op til minen, som engang var byens hovedindtægtskilde, samt besøge et par af de lokale kunstmuseer med Aboriginal kunst. Selvfølgelig blev der også tid til at nyde solen samt hoppe et smut i byens nybyggede swimmingpool, den dag temperaturen rundede 38 grader. Det var alligevel mere end jeg kunne klare.

Efter en god uge i Broken Hill, var jeg klar til at tage hjem til Canberra hvor den sidste uge ventede inden jeg for alvor skulle forlade min familie der. I Broken Hill mødte jeg nemlig en dame som tilbød mig job i to uger på deres farm, hun skulle bare lige bekræfte med manden derhjemme. Så inden to dage havde jeg fået et nyt job og skal starte allerede d. 28. december.

Der kommer ingen billeder,for de ligger på et usb-stick der er på vej til Danmark...

Merry Christmas

Så blev det alligevel jul i Australien. Det har været den underligste december jeg nogensinde har været igennem, solen har skinnet, det har regnet, det er sommer, der er næsten ingen julepynt. Og alligevel så blev det jul. Det var rigtig, rigtig underligt at vågne op i går d. 24. og vide at der ikke skulle ske noget som helst julet. Jeg besøgte Camilla, fik købt de sidste julegaver, ryddet op og pakket min taske. Men der manglede alligevel noget. For første gang siden jeg kom, ønskede jeg virkelig at være hjemme i Århus, bare lige i juledagene. Men dagen gik da. Om aftenen havde vi Charlottes ven Rob på besøg til aftensmad og senere kørte vi ud til forstaden Forrest hvor det hus i verden med flest tændte julelys ligger. Flere end 330.000 tusind pærer lyser forhaven op, og huset er eferhånden blevet en hel turistattraktion.
I dag d. 25. vågnede vi op til gaver fra Julemanden, og søreme om ikke han havde fundet vej til mig også. Jeg fik både australske flag, en boomerang, australske nødder og et par australske film. Jeg var helt overvældet, det havde jeg ikke regnet med. Omkring frokosttid kørte vi ud til Dereks familie hvor vi skulle holde jul sammen med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg kendte en del af dem i forvejen, men ikke alle. Kort tid efter vi var ankommet startede gavekaos'et. Tre af onklerne stod og læste navne op på gaverne der lå under juletræet, og så fløj der ellers gaver frem og tilbage mellem børn og voksne. Og søreme om der ikke var til mig også. Igen. Dereks forældre havde købt en hat til mig, når nu jeg skal ud at arbejde i outbacken. Og jeg elsker den allerede, jeg slap heller ikke for at have den på under hele middagen.
Julemiddagen bestod af kalkun, skinke, rejer, salat, grønne bønner, kartoffelsalat, coleslaw og julekage og julebudding til dessert. Det var rigtig lækkert det hele, selvom den der julebudding var lidt underlig. Nederst var der en form for bradepandekage, den smagte mest af sukker og så var den lyserød! Oven på kagedelen var der fersken og pære fra dåse, derefter grøn jelly (gele) og øverst flødeskum og hakkede nødder. Det var meget mystisk og meget sødt.
Efter middagen udviklede der sig vandkamp mellem både børn og voksne og børnene blev enige om at lave glidebane. Der var i alt 8 børn mellem 1,5 og 10 år så der var fuld knald på og de hyggede sig. Og selv ikke os der prøvede at holde os udenfor vandkampen slap fri. Vi endte med at være våde allesammen, men med en temperatur på 29 grader så gjorde det nu ikke noget. Det var dejlig forfriskende. Efter vandpjaskeriet vendte vi snuden hjemad med to meget trætte børn og de er for længst faldet i søvn.

I dag var min sidste dag i Canberra, for i morgen rejser jeg til Sydney og derfra videre til Nevertire hvor jeg skal arbejde på en fårefarm de næste to uger. Det bliver helt sikkert en oplevelse.

Ha' det godt

Så er der stemningsbilleder fra julen i Canberra:

Archer, Maddox (fætter) og Zahra

Zahra, mig og Archer ved julelysene

Vi fandt den danske ambassade d.24

Zahra danser til julemusik

Archer åbner gaver fra Julemanden

Julefrokost

Endelig kom dagen hvor den længe ventede julefrokost skulle holdes. Alle de danske au pairs i Canberra var inviteret med, og fredag aften skrev de danske drenge Camilla og jeg mødte i Melbourne tidligere at de gerne kørte 1000 km i løbet af lørdag hvis de stadig var inviteret. Og selvfølgelig var de da det, så ikke længe efter de sidste piger var kommet ankom Benjamin, Magnus og Asbjørn, direkte fra den australske outback. De fik et tiltrængt bad, og så var de også klar til al den gode julemad. I løbet af fredag/lørdag havde alle lavet en på forhånd aftalt ret, så vi endte ud med både flæskesteg, brune kartofler, sovs, frikadeller, tarteletter og rugbrød for blot at nævne nogen af tingene.

Det var virkelig lækkert, og der blev da også gået til fadene. Vi fik dog ikke spist op, selvom vi var 11 mennesker til bords, 6 piger, 3 drenge, samt Charlotte og Derek. Til dessert var der ris a’la mande og selvfølgelig er det Derek der får mandlen, til hans første danske julefrokost. Hvor typisk!

Vi var så heldige med vejret at vi kunne sidde udenfor hele aftenen. På trods af at der var lovet både regn og blæst i området strøg det lige uden om os. Så vi gik faktisk først ind omkring kl. 1 da Derek begyndte at syntes det var synd for naboerne at de skulle høre på os. Vi fortsatte dog bare indenfor. Selvom vi prøvede at være stille, er det ikke nemt når vi nu var 9 personer og væggene i huset er så tynde at man kan høre alt igennem dem. Så Charlotte og Derek fik vist ikke sovet ret meget mere end vi gjorde den nat, men det har vi indhentet i løbet af i dag, søndag. Vi har simpelthen skiftes til at passe børn og tage en lur. Alligevel er vi tidligt på vej i seng. Jeg skal være frisk til i morgen, der skal jeg nemlig af sted. Først mod Sydney, hvor jeg tilbringer en nat inden jeg tager videre med tog og bus mod en by der hedder Broken Hill. Byen ligger ca. 1000 km vest for Sydney og er den eneste større by inden man kommer til Adelaide. Den er som sådan ikke kæmpestor, men jeg glæder mig nu til at komme derind fordi den er så anderledes fra alt hvad jeg tidligere har set. Den er en gammel mineby inde midt i ørkenen og klimaet derinde er helt anderledes end herude mod kysten hvor jeg jo bor. Så nu er rygsækken pakket og solcremen fundet frem og i morgen formiddag hopper jeg på toget. Jeg er hjemme igen om 10 dage, så forvent ikke at høre noget før den tid.

Vi ses!

Camping

Os danske piger her i Canberra har i lang tid snakket om at vi gerne ville på camping ude ved kysten når det engang blev armt nok. Og endelig i sidste weekend tog jeg af sted med Gitte, Joy, Camilla og Annemette. At vi så ikke endte ved kysten er en mindre detalje, men på camping kom vi i hvert fald. Gitte og Joy kom og hentede os tre hjemme ved mig og så fik vi ellers proppet firehjulstrækkeren så fuld som den overhovedet kunne blive. Der var tasker, telt, køletasker og soveposer over det hele, men det lykkedes os da at få lukket dørene til sidst.

Vi kørte ud til et sted kaldet Woods Reserve som ligger syd for Canberra. Det var en primitiv campingplads lige ved en flod, og da vi kom fredag eftermiddag var vi stort set alene derude. Teltet blev slået op på nul-komma-fem, vi fik fundet brænde til bålet og så var vi klar til at campere. Hvis ikke det lige var fordi vi var enormt dårlige til at få tændt op i det bål. Jeg har ikke tal på hvor meget papir/toiletpapir/bark vi smed på bålet for at holde gang i det, men det lykkedes os ikke rigtig at holde gang i det hele aftenen som vi ellers havde drømt om. Men vi skød skylden på regnvejret dagen inden. Det blev dog stadigvæk en rigtig god aften, om end lidt kold til sidst. Lørdag brugte vi på at slappe af i solen (og blive røde), spille kort og køre hen til et nærliggende vandfald. Det var sådan et perfekt sted, et stort vandfald som nærmest bugtede sig ned over klipperne for til sidst at falde lodret ned i floden. Og det blev endnu sjovere da vi fandt ud af at vi kunne klatre på klipperne, op ad vandfaldet. Der skete dog noget mystisk. Camilla og jeg var som de første gået ud i vandfaldet, hvorefter Camilla smed shorts og t-shirt ind til Joy som stadig stod på land. Da vi så skulle hjem var shortsene pist væk og forsvundet. Alt andet var hvor vi havde lagt det, og til sidst var vi nødt til at køre hjem uden dem. Vi er sikre på en kænguru har taget dem, eller vandfaldet, eller en wombat!

Vel tilbage på pladsen besluttede vi os for en eftermiddagslur inden aftensmad og aftenhygge. Og eftersom vi havde fået så meget sol i løbet af dagen, og derfor begyndte at fryse udenfor, besluttede vi os for at tilbringe aftenen i teltet med kortspil og en masse snak. Og så fik vi ellers dagens forskrækkelse. Vi hørte en lyd udenfor teltet og da vi ikke var sikre på hvad det var, holdt vi alle op med at snakke. Lige idet samme kom lyden igen, en rigtig høj ssshh-lyd lige uden for teltdøren. Vi var overbeviste om at det var en slange, og vi var virkelig bange for om den kunne bide sig igennem teltet. Der er ikke noget klammere end slangerne hernede, de er så lange og tykke. Og så er de giftige! Vi fik øje på at teltet ikke var ordentligt lukket og lige idet Annemette rejser sig op for at lukke lynlåsen hører vi lyden igen. Og da er det at det går op for os at det er Camillas luftmadras der har lavet lyde. Nej hvor var vi lettede, og vi turde igen slappe af.

Om natten begyndte det at tordne og lyne helt vildt, og selvom vi var noget bekymrede og kraftigt overvejede at gå over i bilen, så gad vi alligevel ikke. Vi blev i teltet og uvejret gik da heldigvis hurtigt over igen.

Søndag pakkede vi sammen og kørte hjem omkring frokosttid. Vi havde egentlig aftalt at blive lidt længere, men jeg tror vi alle var trætte og bare klar til at komme hjem i bad. Vi lugtede ret meget af røg!