Lazy day

I dag var både Archer, Zahra og jeg trætte efter den lange weekend, så egentlig har vi ikke lavet ret meget andet end at øve os i at flyve ned fra sofaen, spille lidt på ipad, køre ræs i haven med gåvogne, fodre vores onde kanin med gulerødder (Jeps, jeg kan ikke lide den. Den både bider og kradser) og male med vandfarver. Lige indtil vi så et program i fjernsynet hvor de var klædt ud til halloween. Så vi lavede da lige et robotkostume ud af en gammel papkasse inden vi kørte til svømning.

Billeder følger når de er blevet lagt ind.

Og så lige endnu et citat fra Archer:

Konversation mellem Archer og Derek på vej hjem fra børnehaven i fredags:

A: Hvor skal vi hen?

D: Hjem at hente taskerne så vi kan komme til Wombagully

A(pludselig grædende): Jamen hvad så med Sofie? Jeg vil have at hun skal med

D: Selvfølgelig skal hun da med, hende henter vi også

A: Aha hun er altså nede i tasken!

Archer er virkelig en klassiker. Jeg ville sådan ønske jeg kunne huske alt hvad han sagde.

Og nåh ja, Zahra har indtil videre lært to ord, Yes og No. Og begge to udtales med dansk accent. I hvert fald ifølge forældrene. Jeg kan ikke høre det (kun lidt)!

Mødet med hele familien!

I torsdags fik Derek og Charlotte en spontan ide, nemlig at tage på weekendtur til Charlottes forældre i Wombagully. Så fredag eftermiddag satte vi kursen nordpå og 1,5 time efter var vi der. Lige til spisetid. Det var min første tur op til deres hus og samtidig første gang jeg mødte Charlottes far John. De bor virkelig langt væk fra alting, men hvor er der bare fantastisk dejligt derude. De bor på en gård, men stuehuset er helt nybygget for 5 år siden, og virkelig smukt indrettet. Det var faktisk så pænt at man nærmest var bange for at sætte sig i sofaen fordi det ville efterlade mærker!

Lørdag fik jeg en rundvisning på deres jordområde, som ikke er ret stort, men dog stort nok til to heste, en hund, en dam med skildpadder og en frygtelig masse wombats. Især om aftenen da solen var gået ned, så vi rigtig mange wombats gå omkring i skovbrynet og lede efter føde. Lørdag middag kørte vi ud til et sted kaldet Petterson’s Pies hvor man efter sigende kan få Australiens bedste tærter. Selve stedet ligner mest af alt en lidt halvsnusket rasteplads (Hvilket det egentlig også er), men resten af familien var meget begejstrede. Så måske er det bare mig der ikke har forstået konceptet med kødtærter og pølsehorn lavet med fars og butterdej? Jeg kunne i hvert fald komme i tanker om andre ting jeg hellere ville spise. Men det var nu sjovt at prøve. Efter frokost kørte jeg med Charlotte og hendes mor Judith ned for at købe ind. Vi startede hos en enorm grønthandler som bare havde alt i eksotisk frugt og grønt, som jo sjovt nok ikke er eksotisk hernede. Og det er ret morsomt, for alt i den dur er bare større hernede. Det de betegner som små meloner har faktisk normal størrelse. Og da de prøvesmagte en mango og synes den var for sur, måtte jeg altså lige indskyde at det normalt er sådan de smager i Europa. Hvordan en rigtig mango skal smage fandt jeg ud af senere på dagen. Og nøj hvor var det godt, jeg vil virkelig savne alt deres lækre og friske frugt når jeg kommer tilbage. Nåh ja så fik Charlotte og jeg jo også lige en forklaring fra Judith om at hunkønsmeloner er sødere end hankønsmeloner! Samt hvordan man kender forskel på dem. Desværre fandt vi ingen kvindelige udgaver af slagsen. Hjemme igen gik vi i gang med at forberede aftensmaden. Thai-inspireret fiskeret (Og mums det var godt), med ægte australsk dessert, Pavlova bagefter (Og den var bestemt heller ikke dårlig).

Søndag forlod vi Wombagully efter middagstid, efter jeg havde været på skildpaddejagt med Archer og hunden Harley og redet en tur på Twinkletoe, den ene af deres heste. Som i øvrigt er enorm. Dens skulder var højere end mit hoved, jeg troede aldrig jeg ville komme op i sadlen. Men op kom jeg da og sammen med John red jeg en kort tur rundt i området.

Vel hjemme i Canberra nåede jeg lige en kort løbetur inden vi skulle videre til familiemiddag hos Dereks forældre. Og hvilken omvæltning fra det rolige hus på landet. Hvis ikke jeg har skrevet det før, så er Dereks forældre ret specielle. De bor halvdelen af året længere inde i landet, langt væk fra andre mennesker, hvor de driver en opal-mine. Dog uden at de finder noget, indtil videre. Den anden halvdel bor de i Canberra sammen med Dereks ældste søster, som passer byhuset mens de er væk. Udover os var Dereks anden søster og hendes mand og tre børn inviteret. Samt Dereks bedstemor og en ven af huset. Så der var godt fyldt op. Og nøj hvor var de larmende i forhold til hvad vi kom fra. Det var bare kaos fra vi ankom til vi kørte igen. Børn og hunde alle vegne, og så var alle de voksne samtidig enormt højlydte og snakkede rigtig meget. Det var godt nok overvældende, og bare tanken om at jeg skal holde jul med den flok, plus flere andre gør mig helt træt. Ikke fordi de ikke er flinke, de er bare overvældende og spørger om alle mulige underlige ting som jeg ingen anelse har om hvad jeg skal sige til. Hverken på dansk eller engelsk. Så da vi forlod det muntre selskab ved halv otte-tiden var vi alle mere end klar til at komme hjem og bare slappe af og gå tidligt i seng.

En overflod af søde, grimme og hvæsende dyr.

Da jeg var i Melbourne med Camilla for et par uger siden, var vi taget af sted uden egentlig at vide ret meget om byen. Vi havde dog på forhånd snakket om at vi godt kunne tænke os at tage en tur til Phillip Island som ligger 150 km syd for Melbourne. Hovedattraktionen på øen er pingvinerne som ved solnedgang svømmer ind på stranden og bevæger sig op til deres huler længere inde på øen. Og eftersom vi begge var ret vilde efter at se pingvinerne, bestilte vi altså en dagstur som sluttede ved pingvinerne. Men det var skam ikke det eneste vi fik oplevet.

Vi blev hentet om formiddagen ved vores hostel, og så gik turen sydpå. Første stop var et naturreservat med en hel masse wallabies, fugle, kænguruer og sågar en tasmansk djævel og en koala. Det bedste af det hele var at de fleste dyr gik frit rundt så vi fik klappet wallabies og fodret en kænguru. Eller det vil sige, jeg gjorde. Da Camilla forsøgte at komme tæt på den hvæsede den noget så forfærdeligt at vi skynde os væk igen. Der blev vi alligevel lidt bange for den. Herefter gik turen til selve Phillip Island hvor vi besøgte en anden ø, Churchill Island, hvor vi bl.a. så en landmand drive får sammen, med hjælp fra hyrdehunden. Samt man kunne få et indblik i hvordan de første hvide mennesker havde levet på øen engang i 1800-tallet.

Herefter gik turen til stranden og en omgang frisk luft. Hvilket var tiltrængt efter den lange bustur. Desværre var det stadig rimelig koldt, så ikke noget med at dyppe tæerne denne gang. Der var dog alligevel surfere ude og prøve bølgerne af. Efter et kort stop kørte vi videre mod et koala-reservat. Der var helt vildt mange koalaer oppe i træerne, og de er meget større end dem vi har heroppe nordpå. Desværre måtte man ikke røre dem, hvilket jo egentlig er forståeligt nok.

Efter koalaerne var det blevet tid til at køre helt ud på spidsen af øen, som er et fredet område med sæler, voldsomt mange måger og enkelte pingviner så vi da også. Herude var der tid til en lille gåtur rundt mellem klipper (og fugle) inden vi skulle have aftensmad. Da aftensmaden var spist, var det så småt begyndte at blive mørkere og vi kørte derfor straks hen mod den strand hvor vi skulle se pingvinerne komme op af vandet. På vej derhen så vi en del wallabies i det fri, hvilket var ret fascinerende idet jeg indtil nu kun har set dem i reservat eller bur.

Det er sådan med pingvinerne på Phillip Island at man aldrig ved hvor mange der vælger at vende hjem til hulen, idet de godt kan finde på at være i havet et par dage ad gangen. Så vi var meget spændte på hvor mange vi ville få at se. Dagen inden havde der været over 700 på stranden, så det tegnede jo godt. Vi satte os altså til rette på de, dertil indrettede, tilskuerpladser og ventede. Og ventede. Og ventede. Og endelig kom de første pingviner tumlende ud af vandet. Pingvinerne i Australien er ret små, så hver gang der kom en bølge blev de væltet omkuld og nogen gange skyllet ud i vandet igen. Op kom de dog og der kom efterhånden flere og flere. Dog ikke mange. Vi endte vel med at have set 50 pingviner på stranden, det var åbenbart en dårlig pingvin-aften da vi var der. Selv personalet var skuffet.

Efter pingvinvandringen gik turen hjemad mod Melbourne, og heldige som vi var, blev vi som de første sat af bussen omkring midnat og så tumlede vi ellers i seng. Efter en rigtig, rigtig god dag.

En meget træt Tasmansk Djævel

Wombat.

(Og ja den er så grim som den ser ud til. Det er ikke et dårligt billede)

Wallaby

Læg mærke til ungen der stikker hovedet frem fra pungen!

Jeg fodrer lige en kænguru

Melbourne

For et par uger siden holdt jeg forlænget weekend i Melbourne sammen med Camilla. Vi hoppede på natbussen sent onsdag aften og satsede så på at være nogenlunde udhvilede ved ankomst til Melbourne torsdag morgen. Og hey det virkede. På trods af et par kinesere der ikke fattede noget som helst af hvad nummererede pladser er og en buschauffør der flere gange truede med at springe i luften, kom vi til Melbourne, og vi fik endda sovet på vejen.

Torsdag gik vi en tur i St. Kilda hvor vi boede og fik brunch på en hyggelig cafe, vi desværre glemte at komme tilbage til. Nede ved stranden opdagede vi pingviner der lå og gemte sig i deres huler samtidig med at vi kunne nyde udsigten ind over byen. Efter en tiltrængt middagslur bevægede vi os ind mod byen og aftensmad med en amerikansk au pair Camilla havde lært at kende i Sydney. Efter store problemer med at finde hinanden lykkedes det endelig at finde hinanden og vi endte på et meget fyldt sted i Chinatown. Heldigvis var det et godt tegn at der var godt fyldt op, min mad var i hvert fald super. Vel hjemme på vores hostel overvejede vi hvorvidt vi skulle tage bare en enkelt øl med et par norske piger, men vi endte med at være fornuftige og hoppe i seng.

Fredag var store markedsdag. Vi havde sat næsen op efter Queen Victoria Market, som skulle være en enorm markedshal hvor man efter sigende kan købe alt. Og jo det kan man da vist også. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om noget der ikke var til salg derinde. Alting lige fra frugt og grønt til tøj, sko, postkort og meget mere. På vej op til markedet fandt vi tilfældigvis det noget mindre South Melbourne Market som bestemt også var et sted der ikke manglede noget. Den dag vi var der, havde de endda babydyr man kunne klappe. Selvfølgelig var vi da nødt til at gøre det, og så lod vi jo bare som om at nogle af alle de andre børn i indhegningen var med os. Efter at have gået hele vejen ind på markedet (ca. 10 km) samt gået rundt derinde synes vi at det var helt okay at hoppe på sporvognen hjem og lige snuppe en eftermiddagslur (igen!) inden vi ville i byen om aftenen. Og i byen kom vi så sandelig også sammen med et par norske piger. Der var ”nogen” der først kom hjem kl. 5.30 næste morgen. Godt det ikke var mig.

Lørdag havde vi nemlig planer om en heldagsudflugt til Phillip Island, men mere om det i et andet indlæg.

Søndag var afslapningsdag, hvor vi sov længe og bare hyggede. Vi var et smut inde på akvariet, men Camilla fandt ret hurtigt ud af at sådan noget med fisk ikke lige er hende. Selvom de nu havde nogle ret imponerende væsener. Bl.a. gigantiske rokker på op til 4m og japanske kæmpe-krabber som jeg ikke ville være begejstret for at møde i fri natur. Om aftenen stod den på risengrød kogt i sengen. Det er efterhånden ved at blive en hel tradition når jeg er på tur at vi skal lave det. Men pyt det smagte jo godt. Vi havde mødt tre danske drenge på det samme hostel hvor vi var, så de blev da selvfølgelig inviteret på risengrød med kanelsukker, og så gik snakken ellers. Vi endte med at invitere dem med til vores danske julefrokost som vi skal holde i december. Forudsat at det lige passer med deres rejseplaner.

Mandag tilbragte vi hele dagen i bussen på vej hjem, godt udrustet med mad, drikke, musik og bøger. Selvom det var en 8-timers tur så føltes det heldigvis ikke så langt, det var kun de sidste par timer jeg begyndte at glæde mig til at være hjemme igen.

Men da havde jeg også krydset 3 stater i løbet af et døgn nemlig, ”New South Wales”,” Victoria” og ”Australian Capital Territory”.

Pingvin i sin hule

Melbourne skyline

Camilla ved stranden i St. Kilda

Weekend i Sydney

Torsdag d. 29/9 tog jeg til Sydney med Gitte, en anden dansk au pair. Jeg var lidt nervøs for om jeg mon var klar til at tage af sted en hel weekend, det var jo trods alt under 2 uger siden jeg var blevet opereret for blindtarmsbetændelse. Men det viste sig at gå helt fint. Vi havde på forhånd ikke planlagt ret meget udover at jeg gerne ville se Operahuset, Harbour Bridge og måske Bondi Beach hvis vejret var til det.

Vi ankom torsdag formiddag og fandt uden de helt store problemer hen til vores hostel hvor det viste sig at vi skulle dele værelse med 4 andre piger. De var heldigvis enormt søde og vi endte faktisk med at snakke ret længe med dem den sidste aften vi var der og Gitte fortsatte videre i byen med dem. Nå tilbage til torsdag. Eftermiddagen brugte vi på at se Sydney Tower som er 309 m højt og giver et fantastisk blik ud over byen som er enorm i forhold til dansk standard. Fra vandet strækker Sydney sig 70 km mod vest og lige så langt mod nord og syd, og med sine 4,5 mil. indbyggere dækker byen et område ca. 4 gange større end Fyn! Der skulle altså være nok at bruge tiden på mens vi var der.

Fredag var vejret helt fantastisk, så vi hoppede i sommertøjet og tog ud til den berømte Bondi Beach som ikke ligger langt fra byen. Selvom det stadig er forår hernede var der surfere på vandet og jeg kunne da heller ikke dy mig for lige at stikke tæerne i vandet og mærke. Det var lige lidt for koldt til min smag, så jeg tror bare jeg venter et par måneder med at hoppe i, men nu glæder jeg mig endnu mere til det bliver sommer. Efter Bondi tog vi ind til centrum af Sydney hvor vi fik set Operauset, Harbour Bridge og The Rocks (Den ”gamle” bydel). Indimellem fik vi dog også tid til at nyde solen, som vi har savnet i Canberra, og snuppe en lur i den botaniske have.

Lørdag smuttede vi igen ind til centrum og denne dag var vi dovne så vi tog toget ind i stedet for at gå. Målet for denne dag var Darling Harbour som vel egentlig bedst kan beskrives som et promenadeområde. Det er indrettet med legepladser, springvand, græsplæner, shoppingområde samt havn for færgerne der sejler frem og tilbage i Sydney. Jeg havde hørt meget om dette område og om hvor dejligt det var, så jeg var ret spændt på at se det. Og det var da bestemt dejligt, det var nyt og flot med de dejligste grønne områder. Men der var bare alt, alt for mange mennesker. Hvis jeg boede i Sydney ville jeg meget hurtigt fortrække til et roligere område. Men det er måske charmen ved at bo i en storby?

Efter Darling Harbour tog vi videre til Chinatown og et sted kaldet Paddy’s Market som minder meget om Bazar Vest i Århus, bare meget større og overfyldt med kinesere. På dette marked kan man købe alt. Som i virkelig alt. Jeg tror vi brugte et par timer på bare at gå rundt og kigge uden egentlig at få købt ret meget, for hvor kunne man dog få mange underlige ting. Frokosten indtog vi i Chinatown hvor det bestemt ikke er spisesteder der mangler. Hele vejen op langs gaden står der kinesere og forsøger at lokke en ind på lige netop hans/hendes/forældrenes restaurant. Vi lod os lokke med og endte på et sted der var godt fyldt op. Det viste sig at være et godt tegn. Jeg må indrømme at jeg er blevet ret vild med kinesisk/japansk med hernede, det smager så godt og er tusind gange bedre end det man får hjemme i Danmark. Mere af det tak! Vel hjemme på værelset, efter sejltur med færgerne og en god gåtur, ventede en gryde fuld af risengrød som havde stået i høkasse i sengen hele dagen. Mums for en god aftensmad, og heldigvis var der rester til morgenmaden søndag.

Søndag var dagen hvor vi skulle hjem igen og efter en ret kort nattesøvn, især for Gittes vedkommende, kom vi lidt sent ud af døren. Eftersom vi først skulle med bussen kl. 18 havde vi hele eftermiddagen og da vejret var gråt og koldt besluttede vi at det skulle være museumsdag. Vi endte med at besøge det maritime museum og noget de kalder Powerhouse Museum som er et museum for videnskab og design. Især det sidste museum endte med at være ret godt og det var faktisk lidt ærgerligt at vi ikke nåede at se det hele de havde at byde på. Alligevel var vi glade for at kunne sætte os i bussen om aftenen og bare slappe af. Vi var efterhånden ret trætte og der blev ikke sagt meget de sidste par timer af turen. Heldigvis havde Gittes ”mor” lovet at køre mig hjem inde fra bussen af fordi der ikke er offentlig transport ud til mig på weekendaftener og mine egne ”forældre” havde ikke mulighed for at hente mig derinde.

Vel hjemme i Canberra ventede en arbejdsuge på hele 2 dage inden jeg onsdag aften tog til Melbourne med Camilla. Men mere om det senere. Først et par billeder fra Sydney.

Udsigt over Sydney

Gitte og jeg på Bondi Beach

Gitte og jeg foran Operahuset

En dejlig dag

Vi tilbragte hele tirsdag eftermiddag i haven, iført solcreme og solcreme. Solen er allerede begyndt at brænde igennem, så nu er det med at huske på "Slip, Slop, Slap, Seek and Slide", som betyder "Slip on a shirt, slop on sunscreen, slap on a hat, seek shade and slide on sunglasses".
Og det er noget af en kamp når man er 1,5 år og ikke vil have hat på. Det lykkedes dog til sidst at få Zahra distraheret så meget fra hatten at hun faktisk glemte den og til sidst synes den var sjov.
Dagen er bl.a gået med at spille spil, bage kage, male skandinaviske flag, lege racerløb i haven, snakke med kaninen Hop og bygge en sneglestrand i sandkassen. Og indimellem alt det har der også været plads til, frokost, fjernsyn og teatralske grådanfald fra begge børn. Vi har altså nået meget i dag. I morgen står den på legegruppe med en masse andre børn og omkring midnat tager jeg til Melbourne med Camilla. Jubii jeg glæder mig. Det bliver alle tiders tur, sikkert lige så god som turen til Sydney (Update følger senere).
Til sidst vil jeg lige runde af med et par af Archers gudlkorn, han er simpelthen så skæg nogen gange:
"Hende der ligner ret meget din veninde Camilla" (Sagt om Kelly Clarkson i morgen-TV)
"Du kan ikke gå rundt og kilde folk på halsen, du kunne såre deres følelser" (Da jeg kildede Zahra)
Nåh ja så må jeg hellere huske at sige tak til både Mormor og Farmor til pakke og breve. Det var lige hvad jeg trængte til. Nu er der forsyninger til det næste lange stykke tid. Pakken tog ca. 8 dage om at nå herned og brevet hele 15 dage. Jeg gad godt vide hvor det har været henne?