Black Mountain og familiehygge

Lørdag middag tog jeg med to andre danske piger, Joy og Annemette, ud til et af bjergene her i området. Eller skulle man sige ind til. Bjerget, kaldet Black Mountain, ligger nemlig tættere på centrum af Canberra end der hvor jeg bor, og med det oplyste tårn på toppen kan det ses langt væk fra. Vi havde aftalt at gå hele vejen op på toppen, så efter at have parkeret bilen på en, måske ikke helt officiel, parkeringsplads startede vi opstigningen. Den nederste del af turen gik igennem den botaniske have der blandt andet bød på eukalyptustræer, papegøjer og et stykke regnskov som ikke var spærret inde i et drivhus! Efter vi var kommet igennem den botaniske have begyndte det ret hurtigt at gå opad og terrænet var ikke helt så velpoleret som det vi havde set længere nede. Efter et par vandpauser nåede vi, med armene løftet til sejr, toppen og besluttede at nu vi var der skulle vi da også op i tårnet, udsigten var nemlig spærret af træer. Oppe fra tårnet var der den mest fantastiske udsigt over Canberra, og det gik op for mig hvor langstrakt byen egentlig er. Selvom indbyggertallet minder om Århus’ er selve arealet meget større, dels fordi der ikke er ret mange boligblokke og dels fordi der er så mange parker og søer inde i mellem husene.

Efter at have indtaget frokosten højt over byen bevægede vi os, noget sløve, nedad igen. Selve turen ned tog ingen tid i forhold til turen op, men der var selvfølgelig heller ikke brug for hverken vand- eller hvilepauser. Til gengæld kunne den mærkes i de gummiagtige lægmuskler, det er hårdt at gå nedad. Vel nede fandt vi hurtigt bilen og vendte snuden hjemad. Efter at have afleveret Joy ved hendes hus var Annemette og jeg klar til at køre hjem mod det nordlige Canberra. Vi skulle bare lige tanke, troede vi. Den benzintank som GPS’en ledte hen imod viste sig nemlig at være ikke-eksisterende så med en faretruende tom tank måtte vi køre efter den næste som vi heldigvis hurtigt fandt. Efter et par omveje, på trods af den medbragte GPS, nåede vi helt hjem og jeg var i hvert fald godt brugt og klar til en aften hvor jeg ikke skulle noget som helst. Jeg havde nemlig fået lov at passe børn mens forældrene var i byen.

 Joy og Annemette på vej opad bjerget

Udsigt over Canberra  

Papegøjer af den slags som flyver rundt overalt

Søndag var der inviteret til familiehygge med Dereks del af familien. Vi skulle mødes på en kinesisk restaurant i den anden del af byen, og jeg var på turen derned ret spændt på at møde den del af familien. Derek havde på forhånd advaret mig mod hans forældre som, ifølge ham selv, er blevet lidt underlige. Jeg synes nu de var meget søde, selvom det var lidt svært at forstå hvad de sagde, dels på grund af dialekt dels på grund af hastigheden hvormed ordene væltede ud af deres munde. Udover forældrene mødte jeg søsteren med mand og børn, en onkel og et par gode venner af familien. Det endte med at blive ret festligt hvor jeg dels fik leveret gode historier om familien og Australien i helhed og dels fik fortalt lidt om Europa og det lille kolde land mod nord. Eftermiddagen og aftenen gik med afslapning og hygge derhjemme + en lille eftermiddagslur for hele husstanden.



Indtryk fra de første uger

Nu er der efterhånden gået en del tid siden sidst, men der er bare sket så meget at jeg slet ikke har haft tid til at sætte mig ned og få skrevet.

Jeg har efterhånden tilbragt en del alene dage med børnene, selvom det nok føles som flere end det er, og indtil videre går det bare rigtig godt. Jeg er overrasket over hvor velopdragen Archer er og hvor roligt han kan lege. Men igen er det vist meget almindeligt hernede, næsten alle de aupair-piger jeg har snakket med er blevet positivt overraskede over børnenes evne til at sige ”undskyld”, ”vær så venlig” og i det hele taget spørge pænt hvis der er noget de gerne vil have. Selvfølgelig har de også deres øjeblikke hvor der skal prøves grænser af eller de bare er trætte, men generelt er jeg meget imponeret over dem. Vi hygger os rigtig godt, især Archer og jeg. Vi spiller bold, leder efter dinosaurer, går på opdagelse i junglen, tegner blomster og mønstre og spiller en lille smule wii. Når jeg altså giver lov! Zahra er så lille så når hun ikke sover til middag, følger hun som regel bare med rundt og saboterer legen på sin egen søde måde. Hun er en bestemt lille dame der udmærket godt ved hvad hun vil, og især hvad hun ikke vil. Hun siger ikke noget endnu, alligevel er man ikke i tvivl om når noget ikke går som hun vil det. Hun forsøger at stjæle legetøj fra Archer, hun hiver alt op af skufferne, hun smider ting rundt omkring, hun kravler op og ned ad alting og i mellem alt det, spiser hun med en appetit der langt overgår hendes storebrors. De er et par skønne børn, men meget forskellige.

Zahra og Archer på opdagelse

I løbet af de sidste par uger har jeg mødt en hel masse au pairs her i Canberra. Jeg har mødt en del danske piger, som jeg heldigvis kommer godt ud af det med og derudover et par tyske au pairs som bor lige i nærheden, et par rigtig søde piger fra Korea og enkelte andre fra Tyskland og Holland som jeg ikke har fået snakket så meget med endnu. Men det tegner til at blive godt hernede. På trods af at nogle af os bor meget langt fra hinanden er folk rigtig gode til at arrangere noget i weekender og om aftenen. Det er som regel ikke et problem idet de fleste har adgang til bil. Hvilket nok er meget heldigt, for den offentlige transport er ret ringe. Især herude hvor jeg bor.

De første par uger hernede er især blevet brugt på at vende mig til de nye omgivelser. Rigtig meget er omvendt hernede, det er i sandhed et skørt land, hør bare her:

- Kænguruerne hopper rundt inde midt i byen

 - Papegøjer flyver frit omkring

 - Alle slanger er giftige

 - De sorte og hvide fugle (jeg kan ikke huske navnet) kan godt finde på at hakke dig i hovedet hvis du kommer for tæt på deres rede. De er ikke mere bange for dig end du er for dem!

 - Svanerne er sorte

 - Fremmede folk stopper op og taler til dig i supermarkedet, som om de havde kendt dig altid

 - Påskeliljerne blomster i september

 - Bilerne kører i den forkerte side, man svømmer i venstre side af svømmebanen og rulletrapperne hhv. op og ned er placeret modsat af de danske

Det var bare et lille udpluk af alt det nye hernede, der skal nok komme meget mere en anden dag, for der bliver hele tiden ved med at dukke nye ting op som jeg aldrig har hørt om eller oplevet før.

De første dage

Jeg har så meget at fortælle at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Fra jeg ankom sidste torsdag til i dag er der bare sket så meget at det er helt utroligt der ikke er gået mere end en uge.  Fredag var Archer og Zahra i børnehave så Charlotte og jeg tog på en lille rundtur rundt i området, bl.a. til det store supermarked/shoppingcenter, rundt om Lake Ginnindera og hvad vi ellers lige kom forbi. Lørdag var jeg med hele familien i svømmehallen hvor Archer havde undervisning og Zahra skulle i vandet for første gang. Det var ret skægt, for Archer er ikke glad for vand og skal nærmest skubbes hen til kanten. Hvorimod Zahra elskede det lige fra første øjeblik og næsten ikke kunne få nok. Resten af dagen gik med at lege med børnene, og få pakket det sidste ud af kufferten. Nåh jo så var lørdag jo også dagen hvor jeg blev overhalet af en kænguru nede i den lokale park. Det var meget, meget underligt.

Søndag kørte jeg med Derek og Archer ned til søen for at kigge på både. Archer er rigtig interesseret i de 1 meter lange fjernstyrede både og da han fik lov til at komme med ud i en rigtig båd for at hente en af de strandede både, var der ingen ende på hans begejstring. Jeg havde aftalt med Derek at jeg skulle prøve at køre bilen om søndagen, men jeg havde ikke lige regnet med at det blev hele vejen til søen og tilbage igen. Men jo det blev det. Så mig ind på førersædet og med gear og håndbremse i den forkerte side. Puha. Heldigvis er bilen med automatgear så det er da en ting mindre at koncentrere sig om. Det gik over alt forventning, det er overraskende nemt at køre i venstre side når alle andre også gør det så jeg blev (næsten) ikke forvirret. Kun en enkelt gang hvor vi kørte på en meget smal vej nede ved søen lagde jeg mig automatisk i højre side, indtil Derek lige kommenterede det. Men helt ærligt det var en meget small vej. Om eftermiddagen gik vi op på Mount Rogers som vi bor halvvejs oppe ad. Deroppe fra var der en helt fantastisk udsigt over byen og området omkring. Canberra er en utrolig grøn by så oppefra virker den meget mindre end den egentlig er, fordi man næsten kun kan se træerne. Desværre stødte vi ikke på nogen kænguruer oppe på bjerget og heldigvis heller ikke nogen slanger. Derek har formået at gøre mig bange for højt græs ved at fortælle at der lever giftige slanger og edderkopper i det. Og det er ikke engang løgn!

Den lange, lange rejse sydpå

Så landede jeg endelig hernede Down Under. Og puha for en rejse, det var simpelthen overvældende at skulle flyve i så lang tid og tilmed igennem ikke færre end 10 forskellige tidszoner, det kan da kun gøre mig forvirret. Især mellemlandingen i Bangkok var meget, meget underlig. Jeg havde slet ingen tidsfornemmelse og da det tilmed var ved at blive mørkt udenfor da vi landede var forvirringen komplet. Det forholdte sig nemlig sådan at jeg skulle have lettet kl. 22.50 fra Kastrup med kurs mod Bangkok og altså lande i Thailand kl. 9.45 (14.45 lokal tid). Det skete bare ikke. Af tekniske grunde blev flyet forsinket så vi først lettede 01.30 og dermed først landede 16.30 lokal tid. Idet det var en natflyvning fik vi morgenmad lige inden vi landede i Bangkok, hvor det jo som sagt allerede var ved at blive at blive mørkt, og få timer efter lettede jeg med endnu en natflyvning mod Sydney hvor den stod på aftensmad i flyet. Og så tænkte jeg; Hvad skete der med min frokost? Hvor blev den onsdag af? Kommer den mon tilbage når jeg flyver hjem igen? Det var meget, meget mærkeligt. Af samme grund fik jeg heller ikke set solen fra jeg lettede i Kastrup og indtil jeg landede i Sydney. Vi passerede den godt nok et sted over Iran og Indien, men da prøvede de fleste stadig på at få sovet bare en lille smule.

Nå men jeg kom da til Sydney og var faktisk overraskende frisk, lige indtil jeg så køen til pas- og visakontrol. Den var lang. Meget lang! Det tog næsten en time at komme igennem på trods af at der var adskillige skranker åbne, men igennem kom jeg og hen til tolderne. Når man rejser til Australien får man i flyet udleveret en blanket hvorpå man skal afkrydse om man bringer f.eks. såsæd, blomster, jord, animalske produkter osv. ind i landet. Derpå var også en rubrik der spurgte om man inden for de sidste 30 dage havde været i kontakt med f.eks. skovområder, ferskvand eller landbrugsdyr eller om man medbragte genstande der havde f.eks. sko eller tøj. Så med tanke på mine meget! mudrede løbesko i kufferten og mine sidste par uger på landet uden for Herning måtte jeg hellere krydse ja af. Altså måtte jeg hen til den flinke tolder og pænt hive mine sko frem. Og så begyndte den her unge mand ellers at grine. Han ville meget gerne vide hvor de havde været henne. Så da jeg fortalte ham at de såmænd bare havde været udenfor og han derefter så mit danske pas begyndte han at forstå. Han havde hørt det regnede meget i Skandinavien! Og det kunne jeg jo kun give ham ret i. Da tolderen havde grinet færdig fik han dog gjort opmærksom på at han altså var nødt til at vaske mine sko fordi de var så beskidte. Og nej det var ikke en joke. Australierne er utroligt opmærksomme på at beskytte deres natur fordi den er så isoleret og derfor ikke naturligt får tilført nye plantegrupper og dyreracer. Altså måtte jeg pænt vente til mine sko var blevet vasket så jeg kunne få dem ind i landet. For en sikkerheds skyld tjekkede han også lige resten af skoene, men de var altså ikke mudrede. Kun våde på grund af regnen.

Efter et par gåture rundt om indenrigsterminalerne, for at få lidt tiltrængt frisk luft, og lidt ventetid indenfor var jeg endelig om bord i det fjerde og sidste fly mod Canberra. Jeg var ikke andet end lige kommet ind i lufthavnsbygningen og så stod Charlotte og Derek for at hente mig. Sikken en overraskelse, jeg havde forventet at jeg først skulle hente min kuffert og derefter ud at møde dem. Så ville jeg også lige have et par minutter at forberede mig i. Men nej det var bare lige på og hårdt, jeg var helt overvældet. Heldigvis er de rigtig, rigtig søde og, især Charlotte, snakker enormt meget. Så her har stort set ikke været stille siden jeg kom. Hvilket jo må være et godt tegn. Heldigvis er hun også meget nem at forstå, hvorimod Derek og sønnen Archer er lidt sværere at forstå. Zarah siger ikke noget endnu, hun peger bare og hiver ting ned fra hylderne.

På vej

Om 45 min sætter jeg mig i bilen og begiver mig afsted mod Århus lufthavn hvor første flyver mod København venter. Derfra flyver jeg videre til Bangkok-Sydney og endelig Canberra. En tur på i alt 34 timer gennem adskillige tidszoner, jeg lover at jeg nok skal blive forvirret inden jeg lander for sidste gang.
Ellers er der vel ikke meget at sige nu, andet end farvel og på gensyn, vi ses til næste år...